Sådan undgår du elregningen stiger til vejrs i vinterkulden
Undrer du dig over dine elregninger? Der er nogle knapper, du kan skrue på, for at undgå at betale en unødvendigt høj pris.
Når den kolde og mørke tid rammer Danmark, medfølger der for mange også et stigende strømforbrug.
Og hvis du vil passe på pengepungen, er der flere ting, du kan gøre, siger forbrugerøkonom ved Sydbank Ann Lehmann Erichsen.
Det er først og fremmest en god idé at holde godt øje med elprisen i vinterhalvåret, hvor der kan være perioder i døgnet uden sol og vind – og dermed dyrere elpriser.
“Flere selskaber har en app, hvor du kan følge med i, hvornår elprisen er billig. Og der er mange penge at spare, hvis du bruger el på de billige tidspunkter og bruger den med omtanke,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Hun anbefaler, at du så vidt muligt går efter elselskaber, hvor du betaler månedsvis bagud for dit reelle forbrug i stedet for at betale forud.
“Du får en regning hver måned, hvor du kan se, hvad du har brugt. Så har du styr på dit forbrug. Hvis du betaler forud, mister du hurtigt overblikket,” siger hun.
Penge at spare
Elselskaber tilbyder forskellige aftaler, så der kan være penge at spare ved at skifte selskab, siger Christian Sand, der er forbrugerpolitisk seniorrådgiver ved Forbrugerrådet Tænk.
“Vores anbefaling er, at de fleste kan spare penge ved at vælge en elaftale med variabel, timeafregnet pris i stedet for en fastprisaftale,” siger han.
Sidste år lavede Forbrugerrådet Tænk en test, der viste, at man mellem de billigste og de dyreste aftaler kunne spare omkring 2.000 kroner om året ved et elforbrug på 4.000 kilowatt-timer.
Det kan du ikke slippe for
I valget af elselskab er det dog vigtigt at være opmærksom på, at der er noget, du kan påvirke som forbruger, mens andet er fastlagt, påpeger den forbrugerpolitiske rådgiver.
“Hvis du kigger på din elregning, er der et netabonnement og en nettarif, som dækker transport af strøm via elnettet til din bolig og omkostninger til drift og vedligeholdelse af elnettet,” forklarer Christian Sand og fortsætter:
Det udgør en ret stor procentuel del af din regning. Og det kan du ikke slippe for ved at skifte fra selskab A til selskab B.
Hold øje med dette
Til gengæld kan du holde øje med tre nøgletal, siger han: Hvad du betaler i abonnement for at være kunde hos selskabet, spottillæg og andre eventuelle gebyrer.
Spottillægget er et beløb, som fast lægges oven i prisen for en kilowatt-time. Prisen svinger fra under fem øre til markant mere.
Og det er informationer, du som forbruger har krav på at kende, hvis du ønsker at blive kunde et nyt sted, forklarer Christian Sand.
“Sørg for at få det hele på skrift, så du i god ro og mag kan sammenligne det med din nuværende aftale,” lyder hans råd.
Pas på det god tilbud
Som forbruger har du måske prøvet at blive ringet op af et elselskab med “et godt tilbud” eller er blevet tilbudt en ny løsning mod en rabat på for eksempel et køb af en ny mobil.
Der er det en god idé at slå koldt vand i blodet, siger Christian Sand og påpeger, at nogle selskaber har forskellige kreative gebyrer, som gør det svært at være elkunde og kunne sammenligne selskaberne.
“Der kan for eksempel være en bindingsperiode, eller der kan være tale om et introtilbud, hvor prisen stiger senere, så der ikke er noget at spare på den lange bane,” siger han og fortsætter:
“Så lad være med at føle dig presset i situationen til at sige ja, men få nøgletallene, så du selv kan sammenligne.”
Først publiceret: 4. november 2025
Artiklen er sidst opdateret 4. november 2025 kl. 12:27