Ny smartphone til under 1.000 kroner: Er det her din næste mobil?
Elektronikkæden Power går nye veje og lancerer nu deres helt egen mobiltelefon. Den er billig, enkel og oplagt til dig, der ikke vil betale kassen for at kunne bruge MitID, tage billeder og tjekke nyheder.
Fra den 1. oktober kan du finde to nye mobiltelefoner på hylderne hos Power.
De har selv udviklet dem og kalder dem for Cepter Mobil.
Den ene model – Cepter Nivo A1 – koster kun 899 kroner.
Den lidt større udgave, Nivo V2, koster 1.299 kroner.
Målrettet dig, der gerne vil have det enkelt
Ifølge Power er de nye mobiler særligt gode til seniorer, som gerne vil have en enkel smartphone, der stadig kan det vigtigste.
“Smartphonen er oplagt til seniorer, der har brug for en overskuelig smartphone for at kunne logge på MitID,” siger Maksim Nefedjev, salgschef for mobil i Power.
Han fremhæver, at telefonerne er brugervenlige og velegnede til helt almindelig hverdagsbrug.
Skabt til det nødvendige – og lidt til
Begge telefoner er udstyret med kamera og processor, som dækker de mest almindelige behov.
V2-modellen har ovenikøbet et 50 megapixel kamera – noget der normalt kun findes i langt dyrere telefoner.
Først publiceret: 24. september 2025
Artiklen er sidst opdateret 24. september 2025 kl. 6:13