To ting får strømforbruget til at stige markant

I 2023 brugte en gennemsnitlig husstand 9.000 kroner på el. Husstande med elbil bruger næsten dobbelt så meget strøm som andre.

Hvis man har en elbil og bor i enfamiliehus, trækker det dobbelt så meget på elmåleren, som hvis man har en bil på fossilt brændstof.

Danske husstande med elbil bruger næsten dobbelt så meget strøm som husstande med benzin- eller dieselbil. Og har man elvarme eller varmepumpe i boligen, er elforbruget mere end tre gange så højt som hos husstande med fjernvarme.

Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, der har undersøgt husstandenes elforbrug ud fra præcise målinger fra Energinet i perioden 2021–2024.

Elbilen trækker på elmåleren

I 2024 havde husstande i enfamiliehuse med elbil et medianforbrug, der var 1,9 gange højere end husstande med benzin- eller dieselbil.

”Analysen viser, at forbruget varierer betydeligt mellem forskellige typer husstande. Hvis man har en elbil og bor i enfamiliehus, trækker det dobbelt så meget på elmåleren, som hvis man har en bil på fossilt brændstof,” siger Aske Skov Andersen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Vinteren presser forbruget op

Især husstande med elopvarmning skiller sig ud. I 2024 var deres elforbrug 3,1 gange højere end husstande med fjernvarme.

Forbruget svinger markant hen over året og topper i vintermånederne, hvor elradiatorer og varmepumper kører på højtryk.

Store forskelle mellem kommuner

Andelen af husstande i enfamiliehuse med elbil er højest i og omkring de store byer.

På Frederiksberg havde 39,2 procent af husstandene en elbil, og i Gentofte var andelen 37,7 procent. Når det gælder elbaseret opvarmning, topper Lejre Kommune med 41,8 procent, tæt fulgt af Samsø og Stevns.

El er en lille del af det samlede forbrug

Trods det stigende elforbrug fylder udgiften til strøm fortsat relativt lidt i det samlede husholdningsbudget.

I 2023 brugte en gennemsnitlig husstand 9.000 kroner på el, svarende til 2,2 procent af det samlede forbrug.

Til sammenligning gik 14.500 kr. til fjernvarme, gas og anden opvarmning, mens benzin og diesel kostede 7.300 kr.

Fakta: Husstandenes elforbrug

Elbil: Husstande med elbil bruger 1,9 gange mere strøm end husstande med benzin- eller dieselbil (2024).

Opvarmning: Elopvarmede husstande (varmepumper/elradiatorer) bruger 3,1 gange mere strøm end husstande med fjernvarme.

Udgifter (2023, gennemsnit pr. husstand):
* El: 9.000 kr. (2,2 pct. af samlet forbrug)
* Fjernvarme, gas, olie mv.: 14.500 kr. (3,6 pct.)
* Benzin og diesel: 7.300 kr. (1,8 pct.)

Geografi:
Elbiler: Flest i Frederiksberg (39,2 pct.) og Gentofte (37,7 pct.).
Elopvarmning: Flest i Lejre (41,8 pct.), Samsø (41,7 pct.) og Stevns (39,1 pct.).

Kilde: Danmarks Statistik

Først publiceret: 18. september 2025
Artiklen er sidst opdateret 18. september 2025 kl. 7:27

Se, hvad vi ellers skriver om:

og