Kører du over for gult? Risikoen er større, end du tror

Når cyklister og bilister haster gennem krydset, ender det alt for ofte i ulykker – en ny kampagne minder om at bremse i tide.

Rådet for Sikker Trafik opfordrer både bilister og cyklister til at se sig godt for i krydsene og afstemmer hastigheden efter forholdende.

Mange bilister og cyklister vælger at køre over et lyskryds, selvom signalet skifter til gult, og de burde stoppe. Det skaber farlige situationer – og alt for ofte ender det galt.

En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at 30 procent af bilisterne og 26 procent af cyklisterne fortsætter gennem krydset, selvom lyset er ved at skifte til rødt.

Det kan virke som en lille genvej i trafikken, men konsekvenserne kan være store.

“Hvis trafikken skal fungere sikkert for alle, er det naturligvis vigtigt at både cyklister og bilister stopper i lyskryds, når der bliver rødt. At så stor en andel vælger at køre, selvom de burde stoppe, er i bedste fald til gene for medtrafikanterne og i værste fald kan der opstå farlige situationer,” siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Kryds er det farligste sted

Tal fra undersøgelsen understøtter alvoren: To ud af tre alvorlige cyklistulykker sker i kryds.

De seneste fem år er 1.861 cyklister kommet alvorligt til skade eller blevet dræbt i en krydsulykke. Det svarer til 66 procent af alle dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister i perioden 2020-2024.

For at vende udviklingen lancerer Rådet for Sikker Trafik i september kampagnen ”Brug 2 sek.” i samarbejde med 51 kommuner.

Budskabet er enkelt: Tag dig tid til at orientere dig og afstem hastigheden, når du nærmer dig et kryds.

“Brug to sekunder mere på at orientere dig i kryds, så travlt har du heller ikke,” siger Jakob Bøving Arendt.

Bilister og cyklister bekymrer sig om hinanden

Selvom mange kører over for gult, er der en markant bevidsthed om risikoen i trafikken.

Ifølge undersøgelsen, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik, svarer 54 procent af bilisterne, at cyklister er dem, de frygter mest at ende i en ulykke med. Blandt cyklisterne peger hele 69 procent på biler som den største bekymring.

“Det er positivt, at både bilister og cyklister er opmærksomme på hinanden og risikoen for at ende i en ulykke. Når det er sagt sker der stadig alt for mange ulykker mellem biler og cyklister, så hvis alle brugte lidt mere tid på at se sig for og sikre sig, at man er opmærksom på de andre trafikanter og deres intentioner, så kunne mange ulykker undgås,” siger Jakob Bøving Arendt.

Så mange kører over for gult

Undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik blandt 1.016 danskere i alderen 18-60 år, der cykler og kører bil minimum én gang om måneden. De blev stillet følgende spørgsmål

Tænk på et af de lyskryds, som du ofte kører/cykler lige over. Hvordan gør du som regel, hvis du er på vej mod krydset, og lyssignalet skifter til gult?

Svar: Jeg sætter farten op for at nå over krydset.

  • Bilist: 17 procent
  • Cyklist: 19 procent

Svar: jeg fortsætter med uændret fart og kører over krydset.

  • Bilist: 13 procent
  • Cyklist: 7 procent

Svar: Jeg stopper medmindre, der er en lige bag ved mig.

  • Bilist: 68 procent
  • Cyklist: 72 procent

Svar: Ved ikke.

  • Bilist: 3 procent
  • Cyklist: 2 procent

Fakta: 66 procent af dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister er i perioden 2020-2024 kommet til skade i en krydsulykke.

Først publiceret: 5. september 2025
Artiklen er sidst opdateret 1. oktober 2025 kl. 7:23

Se, hvad vi ellers skriver om:

og