Pas på denne klassiske fejl, før du rejser med familie eller venner
Mange danskere tager hvert år på ferie med både børn, svigerbørn, venner eller naboer – det, man kalder grupperejser eller generationsrejser. Men midt i planlægningen er der en vigtig detalje, som alt for mange glemmer.

En ny undersøgelse fra Gjensidige og Gouda Rejseforsikring viser, at 3 ud af 4 danskere ikke tjekker, om rejse- og afbestillingsforsikringen dækker på samme måde som hos dem, de rejser med.
Og det kan give problemer, hvis nogen må melde afbud eller kommer til skade undervejs.
“Vi får henvendelser fra rejsende, hvor én i gruppen må afbestille, og resten gerne vil gøre det samme. Men det kan de ikke, fordi de har forskellige forsikringer med forskellige regler,” siger Louise Hertzum Andersen fra Gouda Rejseforsikring.
Særligt på generationsrejser, hvor bedsteforældre inviterer familien med på tur, kan det skabe forvirring og frustration, hvis ikke alle er dækket ens.
Forskellige selskaber kan have meget forskellige regler – for eksempel om, hvornår sygdom hos en rejsekammerat giver ret til afbestilling.
Forskellig dækning = forskellig hjælp
Hvis uheldet sker på selve rejsen, kan det også give uro i maven.
For med forskellige forsikringer kan det betyde, at man ikke bliver behandlet det samme sted, og at hjælpen kan variere.
“Det kan være enormt utrygt at blive sendt til forskellige læger eller hospitaler, hvis man er syg i et fremmed land,” siger Louise Hertzum Andersen.
Derfor har Louise Hertzum Andersen en klar opfordring.
“Sammenlign rejseforsikringer og dækning inden afrejse, og er man i tvivl om hvilken forsikring, man skal købe, kan man vælge at købe den samme forsikring til alle på den pågældende rejse fx via rejsebureau eller et forsikringsselskab specialiseret inden for rejseforsikring.”
Har du indenfor de seneste 3 år været på en grupperejse til udlandet, fx en rejse med flere familiemedlemmer, andre familier eller vennepar?
Først publiceret: 12. juni 2025
Artiklen er sidst opdateret 12. juni 2025 kl. 7:32