Her er det hurtigste internet: Se hvem der klarer sig bedst
En ny analyse afslører store forskelle på internethastigheder i Danmark. Hiper er hurtigst til at hente data, mens AURA Fiber har den mest stabile forbindelse. Se hvordan din udbyder klarer sig.

Internettet er blevet en vigtig del af hverdagen – både når vi arbejder, streamer tv eller har videosamtaler med familie og venner.
Derfor betyder hastighed og stabilitet mere end nogensinde før.
En ny analyse fra portalen Bredbånd.dk viser, hvem der leverer de bedste forbindelser i Danmark.
Baseret på næsten 60.000 hastighedstests er der især én tendens, der springer i øjnene: Fibernet er hurtigst, men mobilt bredbånd – som for eksempel det fra 3 – bliver mere og mere populært.
Og det klarer sig faktisk overraskende godt, selv om det stadig er lidt langsommere.
De 10 største udbydere af internet
- YouSee
- Norlys
- 3
- Fibia
- Telenor
- Telia
- Hiper
- EWII
- Altibox
- AURA Fiber
Kilde: Bredbånd.dk
Her er den hurtigste udbyder
Når det gælder download-hastighed – altså hvor hurtigt du kan hente noget fra internettet – er Hiper i front med 340 Mbit/s i gennemsnit.
Norlys og AURA Fiber følger lige efter med henholdsvis 332 og 286 Mbit/s.
I bunden ligger 3 med 157 Mbit/s. Det er ikke dårligt, men forklaringen er, at 3 kun tilbyder mobilt bredbånd, og det er som regel ikke lige så hurtigt som en kablet forbindelse.
Stabilt internet er vigtigt – især til streaming
Stabilitet måles blandt andet ved latency, altså hvor hurtigt din forbindelse reagerer. Det har stor betydning, især hvis du gamer eller streamer tv.
Her er AURA Fiber bedst med en lav forsinkelse på 8 millisekunder. Tæt efter kommer Altibox og Fibia med 9 og 10 millisekunder.
Selv 3, som ellers bruger mobilt net, klarer det nogenlunde med 25 millisekunder. Det er faktisk hurtigt nok for de fleste.
Fibia er bedst til upload
Upload-hastighed betyder noget, hvis du selv lægger billeder eller videoer på nettet, for eksempel i en e-mail eller på sociale medier.
Her vinder Fibia med 312 Mbit/s. Igen ligger 3 i bunden med 35 Mbit/s, men det er som ventet med mobilt net.
Vil du vide, hvordan din forbindelse klarer sig? Så kan du selv tage en hastighedstest på Bredbånd.dk.
Top 10 hurtigste udbydere
Internetudbyder | Gns. download (Mbit/s) | Gns. upload (Mbit/s) | Gns. latency (ms) |
Hiper | 340 | 268 | 10 |
Norlys | 332 | 232 | 11 |
AURA Fiber | 286 | 276 | 8 |
Fibia | 273 | 312 | 9 |
YouSee | 263 | 168 | 15 |
EWII | 263 | 267 | 10 |
Altibox | 240 | 233 | 9 |
Telia | 238 | 129 | 21 |
Telenor | 207 | 118 | 20 |
3 | 157 | 35 | 25 |
Først publiceret: 6. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret 6. maj 2025 kl. 7:07