“Mor holdt fast, indtil jeg nåede hjem”
DR’s Ukraine-korrespondent Matilde Kimer har været gennem flere kræftforløb og oplevet krig på tæt hold. Men intet har ramt hende som tabet af sin mor.
Det er en kold januardag i 2025, og Matilde Kimer sidder i sin bil i Ukraine.
Hun er midt i en reportagerejse, da telefonen ringer. Forbindelsen er dårlig, men beskeden fra kirurgen står klart: Hendes mors tilstand er kritisk.
“Vi gør, hvad vi kan, men jeg ved ikke, om hun overlever de næste timer,” siger lægen.
Matildes mor er blevet opereret for kræft, men noget er gået galt. En blødning vil ikke stoppe, og lægerne frygter det værste.
Selvom der “kun” er 1.300 kilometer hjem, er der ingen direkte fly fra det krigshærgede land. Matilde kaster sig ud i en rejse med tog og fly, skriver Kræftens Bekæmpelse.
Timer senere løber hun gennem hospitalsgangene på Rigshospitalet.
“De sidste meter brændte det inde i mig. Jeg skulle bare nå det.”
Da hun træder ind på stuen, ligger moren i en tung døs. Hun åbner øjnene, ser sin datter – og en tåre triller ned ad kinden.
Et sidste farvel med sang
De næste 30 timer er Matilde ved sin mors side. Hun holder hendes hånd og synger for hende – blandt andet salmer og Kim Larsens “Papirklip”.
“Min mor elskede, når jeg sang. Det føltes rigtigt at gøre i det øjeblik,” fortæller hun.
Da morens vejrtrækning bliver langsommere, er hele familien omkring hende. Hendes lillebror taler stille til hende, til det sidste åndedrag.
“Jeg er så taknemmelig for, at jeg nåede hjem. Mor holdt fast, indtil jeg var der,” siger Matilde.
Det startede med ondt i ryggen
Moren begyndte at få rygsmerter i efteråret 2024. Lægen mente, det bare var almindelige smerter og udskrev morfin – uden at undersøge hende nærmere.
“Jeg ringede selv til lægen og bad om en scanning. Men han sagde bare: ‘Alle har jo ondt i ryggen en gang imellem’,” fortæller Matilde.
Først da Matilde ringede 112, blev moren undersøgt ordentligt. Det viste sig, at hun havde uhelbredelig lungekræft, som havde spredt sig til ryg, lever og galdeblære.
Efter diagnosen gik det stærkt. Moren blev opereret i ryggen for at lindre smerterne, men sygdommen havde allerede bredt sig.
“Hun blev kastet rundt i systemet. Ingen tog ansvar for hendes forløb. Hun nåede aldrig at tale med en kræftlæge,” siger Matilde.
Samtidig jonglerede Matilde mellem at være pårørende og tage sig af samtaler med hospital og kommune.
Sorgens hul i kroppen
Efter bisættelsen rejste Matilde tilbage til Ukraine. Sorgen var tung, men hun fandt trøst i at fokusere på arbejdet.
“Det føltes som et hul i kroppen. Som om nogen havde skåret min mave væk. Jeg har aldrig mistet nogen, der betød så meget for mig.”
Matilde ved, hvad kræft betyder – hun har haft det tre gange selv. Første gang som 14-årig, og senest i 2022, hvor hun både fik kræft i skjoldbruskkirtlen og endetarmen.
“Jeg har været heldig. Jeg har altid følt mig grebet af systemet,” siger hun.
På Herlev Hospital fik hun en intensiv behandling med både kemo og stråler – en såkaldt “atombombe”, som hendes læge kaldte det.
“Det gjorde vanvittigt ondt. Jeg måtte bide i et håndklæde, når jeg gik på toilettet.”
Nye stråler giver håb
Senere spredte kræften sig til leveren. Men en ny præcisionsbehandling på Herlev Hospital gav nye muligheder.
“Det er fantastisk, hvad ny forskning kan. Den store strålemaskine kunne ramme mere præcist. Den behandling reddede mig.”
I dag er Matilde kræftfri. Hun bliver fulgt tæt og scannes hver fjerde måned.
“Jeg ved, det kan vende igen. Men jeg prøver at lade være med at være bange. For så spilder jeg det, jeg har nu,” siger hun.
Først publiceret: 8. april 2025
Artiklen er sidst opdateret 10. april 2025 kl. 8:50
