Nye kørekort-regler på vej: Det betyder det for dig

Du kan se frem til at bruge dit digitale kørekort i hele EU – og der kan også komme en særlig regel, som gælder for bilister over 65 år.

Det kan blive en realitet, at du fremover kan bruge dit digitale kørekort i hele Europa og ikke kun i Danmark.

Fremover skal det være muligt at bruge et digitalt kørekort i hele EU – og ikke kun i Danmark. Det er en del af en ny aftale mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Formålet er at gøre reglerne mere ens i hele EU. Samtidig håber man, at færre skal dø i trafikken. Det langsigtede mål er nul trafikdrab i EU inden år 2050.

Samtidig med det digitale kørekort, indfører EU også nye regler for især nye bilister.

Blandt andet foreslås det, at nye bilister i deres første to år bag rattet får skærpede krav. Det gælder for eksempel strengere regler for kørsel med alkohol i blodet og manglende brug af sikkerhedssele.

Derudover opfordrer EU-lande til at indføre nultolerance for både alkohol og stoffer, og det gælder ikke kun de nye, men alle bilister.

17-årige kan køre lastbil – med ledsager

En af de mest omdiskuterede ændringer handler om kørekort til store og tunge køretøjer, som for eksempel lastbiler.

Her vil EU sænke aldersgrænsen fra 21 til 18 år. Og i nogle tilfælde vil 17-årige også få lov at køre lastbil i deres eget land, hvis de kører sammen med en erfaren chauffør.

Formålet er at løse manglen på chauffører i Europa. I dag mangler der ifølge en brancheopgørelse over 230.000 lastbilchauffører i EU.

Flere sundhedstjek – især for seniorer

Et andet punkt handler om sundhed. Der lægges op til ens regler i hele EU for sundhedstjek, før man får sit kørekort. Det skal blandt andet inkludere tjek af syn og hjerte.

Derudover får EU-landene mulighed for at forkorte gyldigheden af kørekort for bilister over 65 år. Og generelt kan man vælge, at kørekortet kun er gyldigt i 10 år i stedet for 15.

Hvis aftalen bliver endeligt godkendt af både Ministerrådet og Europa-Parlamentet, har de enkelte lande fire år til at indføre de nye regler.

De fem nye regler

  • Der kommer et nyt fælles EU-kørekort i app-format. Skal indføres af medlemslandene inden udgangen af 2030.
  • Aldersgrænsen for kørekort til tunge køretøjer bliver sænket, og 17-årige får mulighed for at føre tunge køretøjer med en ledsager.
  • Nye bilister vil fremover blive underlagt strengere regler de første to år, efter de har fået kørekort, bl.a. i forhold til kørsel under påvirkning
  • EU-medlemslandende får mulighed for at forkorte gyldigheden af kørekort for bilister over 65.
  • Ensretning af regler for sundhedstjek (syn og hjerte), inden man kan få sit kørekort.

Først publiceret: 31. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret 28. april 2025 kl. 13:49

Se, hvad vi ellers skriver om: