Har du nulstillet din Chromecast? Dette trick kan måske redde den
Hvis din nulstillede Chromecast 2 ikke virker, kan du prøve at ændre datoen på din telefon til før 6. marts 2025 og derefter sætte enheden op igen.

Som tidligere beskrevet i vores artikel Desperate kunder efter Chromecast-fejl: Salget af alternativer eksploderer har Google nu rullet en opdatering ud, der skulle løse problemerne med Chromecast 2 og Chromecast Audio.
Men der er stadig udfordringer for dem, der i frustration har nulstillet deres enheder.
Google har bekræftet, at de arbejder på en løsning, men indtil videre er der brugere, der har fundet en mulig genvej til at få en nulstillet Chromecast 2 til at fungere igen.
Sådan kan du måske få din Chromecast til at virke igen
Flere brugere har delt et trick, der kan hjælpe med at opsætte en nulstillet Chromecast 2:
- Gå ind i telefonens indstillinger og slå automatisk tidsindstilling fra.
- Indstil datoen manuelt til før den 6. marts 2025.
- Prøv nu at opsætte Chromecast på ny – opsætningen skulle nu gennemføres uden problemer.
- Når opsætningen er fuldført, kan du sætte datoen tilbage til den aktuelle dato og slå automatisk tidsindstilling til igen.
Flere brugere har rapporteret, at dette trick virker, men Google har ikke officielt bekræftet det som en løsning.
Google arbejder fortsat på en officiel løsning til de nulstillede enheder, men indtil videre kan dette være et brugbart alternativ for dem, der stadig kæmper med at få deres Chromecast til at virke.
Har du stadig problemer med din Chromecast?
Først publiceret: 20. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret 20. marts 2025 kl. 10:19