Forårssolen tvinger sig på efter blandet fredag

Solen vil komme og gå i weekenden, hvor temperaturerne kan nå ti grader. Fredag kan byde på slud og sne.

Stort set alle danskere får i løbet af weekenden mulighed for at mærke forårssolen.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Lars Henriksen.

Fredag er solstrålerne dog kun forbeholdt danskere i de nordlige og nordøstlige egne, mens der er risiko for byger, slud og sne mod syd og sydøst. Der vil ikke være megen vind.

– Fredag er vejret meget ulige fordelt. I nord og nordvest i landet får man masser af sol.

– Længere mod syd og sydøst er der mange skyer. De kommer også med byger, slud og sne. Så der er store regionale forskelle i dag, siger Lars Henriksen.

Efter en fredag med blandet vejr i Danmark begynder solen at titte frem endnu flere steder lørdag, som lader til at blive weekendens bedste dag.

Temperaturerne stiger fra 1-5 grader til 4-8 grader fra fredag til lørdag, mens vinden fortsat holder sig nogenlunde i ro.

– Lørdag bliver mest tør og med nogen eller en del sol mange steder.

– Skyerne skulle ikke give noget af sig. Det bliver lidt lunere med fire til otte graders varme og ikke meget vind. Det kan for mange blive en rigtig fin forårsdag, siger Lars Henriksen.

Søndag skal der en front ned over landet nordfra med lidt regn, men bagefter skulle der blive mulighed for at komme ud og nyde solen.

– Det klarer op bag den, så er det efterhånden også en søndag, som byder på nogen eller en del sol. Igen lidt varmere, måske op til de ti grader, siger Lars Henriksen.

Solen vil komme og gå hen over weekenden, men det ser ifølge meteorologen overvejende tørt ud.

– Alt i alt tegner weekenden til i alle perioder at blive en rigtig fin forårsweekend, tænker jeg.

/ritzau/

Først publiceret: 14. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret 14. marts 2025 kl. 7:27