Se hvor mange kulhydrater du spiser med ny app
Diabetesforeningen har udviklet en gratis app, som giver en oversigt over antallet af kulhydrater i over 500 madvare.
For mange danskere er det afgørende at have kontrol over blodsukkeret.
Og en måde at gøre det på er ved at se på mængden af kulhydrater i kosten.
Derfor lancerer Diabetesforeningen en ny, gratis app, der hurtigt tæller kulhydrater i dagens måltider.
Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Sådan fungerer appen
Appen, som hedder ”Kulhydrattælleren”, indeholder 500+ mad- og drikkevarer med billeder af mad- og drikkevarerne i afmålte portioner.
Her kan brugerne slå op, hvad de har tænkt sig at spise, for på den måde at finde ud af hvor mange kulhydrater, du indtager.
Appen indeholder et væld af billeder af mad, som danskerne typisk indtager – ikke kun ingredienser.
Det inkluderer også de måltider, man ofte spiser på farten.
Under billederne finder brugerne nemt informationer omkring indhold – herunder kulhydrater.
Og det gør appen nem at bruge, selv når man ikke har en køkkenvægt ved hånden, forklarer ernæringskonsulent Cecilie Sandvad, som har udviklet indholdet i appen.
“Kulhydrattælling kan også hjælpe dig til at finde ud af, hvilke mad- og drikkevarer, og i hvilke mængder, der påvirker dit blodsukker,” siger hun i meddelelsen.
Brugerne kan også tilføje egne mad- og drikkevarer ved at uploade billeder og angive data.
Når man vælger en mad- eller drikkevarer, kan man justere mængden, så den stemmer overens med det, man har tænkt sig at indtage.
Oplysninger om næringsstofindhold for hver mad- og drikkevarer, er baseret på næringsdeklarationer på produkter, producentens hjemmeside og DTU Fødevareinstituttets database.
Her kan du downlade appen og få hjælp
Hvis du bruger en Iphone, kan du få appen til din mobil her.
Brugerne af Android-mobiler skal trykke her for at downloade appen.
Og hvis du oplever problemer med at logge ind eller andet i forbindelse med appen, har du mulighed for at skrive til mailen app@diabetes.dk hos Diabetesforeningen for at få hjælp.
Først publiceret: 26. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 26. november 2024 kl. 8:03