Stadig færre skal bevise, de stadig lever – og kun én gang årligt

Mange danske seniorer i udlandet har haft besvær med at skulle indsende flere leveattester, men nu er Udbetaling Danmark i gang med at rydde op, så både folkepension, ATP, tjenestemandspension og eventuel erstatning for arbejdsskader kan klares med ét papir.

65-årige Per Hjelmager har arbejdet flere steder i Afrika gennem en række år. Men før den tid var han 26 år i det danske forsvar, og derfor modtager han nu dansk tjenestemandspension.

Men det har voldt ham noget besvær i år. Han har haft bøvl med de såkaldte leveattester, som mange danske seniorer i udlandet skal indsende for stadig at modtage deres ydelse.

Per Hjelmager fortæller, at han modtog to breve om det i år, både fra Udbetaling Danmark og fra den enhed, der forvalter tjenestemandspension. Da han troede, det var det samme skema og kun indsendte den ene, fik han en rykker.

Men det er måske en svipser med to fremsendte leveattester. Udbetaling Danmark fortæller i hvert fald, at der fremover kun vil komme én.

Ét papir – fire ordninger

Per Hjelmager bor nær foden af bjerget Kilimanjaro med sin familie. Han nærmer sig folkepensionsalderen.

Når han skal have folkepensionen udbetalt, så skal han stadig hvert år kun udfylde én leveattest. Den ene vil nemlig fremover omfatte helt op til fire ordninger.

Ikke bare tjenestemandspension og folkepension, men også ATP. Og for dem der modtager løbende erstatning for arbejdsskade også udbetalinger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Her går det automatisk

Det er Udbetaling Danmark, der prøver at forenkle. Faktisk er det allerede sådan, at danske seniorer i en række lande slet ikke behøver indsende leveattest.

Med de pågældende lande har Udbetaling Danmark indgået dataudvekslingsaftaler. Det betyder, at der automatisk kommer besked, når en senior i udlandet dør.

Senest er der igangsat dataudvekslingsaftaler med Frankrig og Spanien. En aftale med Holland er i test, og Storbritannien kommer måske også med på et tidspunkt.

I forvejen er der aftaler med Norge, Sverige, Tyskland, Island, Polen, Schweiz og Australien.

Her er der automatisk aftaler om leveattest – og her er der ikke

Med disse lande har Udbetaling Danmark dataudvekslingsaftaler, så der automatisk kommer besked, hvis en modtager af folkepension eller anden social pension fra Danmark dør:

  • Australien
  • Island
  • Norge
  • Polen
  • Schweiz
  • Sverige
  • Tyskland
  • Spanien (først her fra 2024)
  • Frankrig (netop sat i gang)

Derudover er det i proces at indgå aftale med Holland, og der er indledt dialog med Storbritannien. Men foreløbig skal personer i de to lande – ligesom i en række øvrige lande årligt bekræfte leveattester.

Borger.dk: Leveattest for pensionister i udlandet – med MitID

Borger.dk: Vil du have din folke-, førtids- eller seniorpension med til udlandet?

Nummer skal være på plads

Men selv med den automatiske ordning sendes der leveattester til nogle danskere i de lande, som  der er indgået aftale med. Det sker, hvis borgeren ikke et éntydigt identitetsnummer, som også udvekslingslandet kender.

I Danmark anvendes vores cpr-nummer som identifikationsnummer. I andre lande benyttes som udgangspunkt nationale eller regionale identifikationsnumre efter de regler, der nu gælder på det pågældende sted.

Hvis en dansker i et dataudvekslingsland alligevel modtager en leveattest, er årsagen, at Udbetaling Danmark ikke har registreret et éntydigt identifikationsnummer fra bopælslandet. Udbetaling Danmark kan ikke redegøre for, hvordan de enkelte lande registrerer deres borgere.

Leveattest for pensionister i udlandet – med MitID på Borger.dk

Først publiceret: 25. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 25. november 2024 kl. 8:50

Se, hvad vi ellers skriver om:

og