Eksperter råber vagt i gevær: Søg hjælp tidligt

Hvis du har bemærket, at du skal skrue ekstra op for fjernsynet eller kæmper for at følge med i samtaler ved middagsbordet, så er det tid til at få din hørelse tjekket. Og helst hurtigt.

Høretab kan øge din risiko for demens og depression – få det tjekket tidligt.

Ubehandlet høretab kan være mere end bare en irriterende hindring i hverdagen – det kan øge din risiko for både demens og depression.

Det fortæller både professor Jesper Hvass Schmidt og psykolog Anne-Marie Mohr, som i årevis har beskæftiget sig med sammenhængen mellem hørelse og mental sundhed, til Politiken.

Jesper Hvass Schmidt, der er professor på Høreklinikken ved Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, har ledet et omfattende studie med data fra over en halv million mennesker.

Resultaterne er tydelige: Høretab kan være med til at accelerere kognitive problemer og øge risikoen for demens.

Så mange har nedsat hørelse

Risikoen for høretab stiger betydeligt med alderen. I alt har i omegnen af 800.000 danskere nedsat hørelse.

Under 18 år: Ca. 1 procent

50-64 år: Ca. 25 procent

65-74 år: Ca. 33 procent

Over 75 år: Ca. 50 procent

Kilde: Sundhed.dk

Få hjælp tidligt

Men den gode nyhed er, at et høreapparat kan mindske denne risiko betydeligt, især hvis du får hjælp tidligt.

“Hvis du går rundt med et ubehandlet høretab, arbejder din hjerne konstant på højtryk for at forstå, hvad der bliver sagt. Den overbelastning kan skade dine kognitive funktioner, og i sidste ende kan det føre til demens,” forklarer Jesper Hvass Schmidt.

Og det er ikke kun risikoen for demens, der stiger.

Kan føre til andre dårligdomme

Ifølge psykolog Anne-Marie Mohr kan ubehandlet høretab også lede til social isolation og depression.

“Når man hører dårligt, risikerer man hele tiden at miste forbindelsen til det sociale fællesskab. Det kan føre til skam og en følelse af at være afskåret fra sine relationer – noget, der i sidste ende kan påvirke ens mentale helbred dybt,” siger hun.

Så hvis du har bemærket, at din hørelse ikke er, hvad den har været, så udsæt ikke at få det undersøgt. Et høreapparat kan gøre en verden til forskel, både for din mentale sundhed og for din livskvalitet.

Symptomer

Spørg dig selv:

  • Nikker du alt for tit indforstået til noget, du egentlig ikke hørte?
  • Synes du, det er helt utroligt, som næsten alle mennesker er begyndt at mumle i stedet for at tale højt og tydeligt?
  • Må du ofte bede om at få det sagte gentaget?
  • Må du skrue op for radio/tv?
  • Er det svært at forstå samtalen i telefonen – måske mest på det ene øre?

Hvis du kan svare ja på de ovenstående spørgsmål, bør du bestille tid til undersøgelse hos en ørelæge. Du skal ikke have henvisning fra egen læge.

Først publiceret: 20. september 2024
Artiklen er sidst opdateret 20. september 2024 kl. 9:27

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og