Skal ældre spise produkter med ekstra protein?

Dansk lektor i fysiologi og idrætsvidenskab peger på betydningen af produkterne med det ekstra protein for ældre.

Hvidt kød som kylling er en god kilde til protein gennem kosten, fortæller lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet Jesper Franch.

Barer, skyr, shakes og pulver.

De viser sig overalt i supermarkederne, i fitnesscentrene og på sociale medier, hvor influencere reklamerer for dem: Produkter med proteintilskud, som lover at give dig store og stærke muskler, holde dig mæt og bidrage til et vægttab.

Men er de produkter nødvendige for et almindeligt, sundt menneske, der træner moderat?

Nej, siger Jesper Franch, der er lektor i fysiologi, idrætsvidenskab og træningsmetoder ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.

“Hvis vi taler om almindelige danskere, der ikke har en form for diagnose, så er det meget få, der ikke får protein nok gennem kosten. Du får tilstrækkeligt med protein, hvis du spiser almindeligt og varieret.”

“Jeg ville ikke bruge ret mange penge på det, medmindre jeg befandt mig i en gruppe af mennesker, der er særligt udsatte – syge og ældre,” siger han.

Så mange gram protein bør du indtage

Protein er én af de tre energikilder, du skal have fra kosten.

De andre to er kulhydrat og fedt. Alle tre er brændstof, som du har brug for.

“Fedt og kulhydrat er næringsstoffer, som vi nedbryder. Protein bruger vi til at genopbygge bestemte funktioner i vores celler,” forklarer Jesper Franch.

Når du træner, nedbryder du din muskulatur, og protein er en byggesten til at genopbygge muskelfibrene.

Det hjælper din krop til at restituere og præstere bedre, fortæller Jesper Franch.

Du bør indtage omkring 1,2 gram protein per kilo kropsvægt per døgn – men lidt mere, hvis du træner.

“Så må du gerne gå op på 1,5 gram. Nogle tager endnu mere for at være på den sikre side, men det er typisk bodybuildere, kuglestødere eller atleter, der gør det af æstetiske hensyn,” siger Jesper Franch.

Vær kritisk lyder rådet

Det kan for eksempel være de famøse fitness-influencere, som du måske har fået øje på i dit feed.

Der ses i større omfang reklamer og opslag om proteinprodukter og tilskud flere steder i vores hverdag, fortæller klinisk diætist Nanna Hannibal fra Diætisthuset, som rådgiver om kost.

“Man bliver som forbruger disponeret for disse produkter i både supermarkeder og på sociale medier. Dér bør du som forbruger kigge kritisk på afsenderen eller influenceren, som jo har en interesse i at sælge dig noget.”

“99 procent af alle danskere får nok protein igennem en sund og varieret kost,” siger Nanna Hannibal.

Først publiceret: 17. september 2024
Artiklen er sidst opdateret 17. september 2024 kl. 9:01

Se, hvad vi ellers skriver om:

og