Studie finder ingen sammenhæng mellem vægttabsmedicin og selvmord

Danske forskere har været med til at undersøge, om vægttabsmedicin øger risiko for selvmord. Det gør det ikke.

Der er ikke fundet sammenhæng mellem vægttabs- og diabetesmedicin og øget risiko for selvmord.

Det viser et nyt skandinavisk studie, som forskere fra Statens Serum Institut (SSI) har været med til at lave.

Der er tale om lægemidler baseret på såkaldte GLP-1-analoger. Det er en slags kunstigt tarmhormon, der blandt andet sænker appetitten.

Novo Nordisk-midlet Ozempic er blandt de mest kendte.

Indberetninger af bivirkninger har antydet, at GLP-1-analoger kunne øge risikoen for selvmord. Men der er altså ikke tegn på sammenhæng, skriver SSI.

Anders Hviid, der er professor i lægemiddelepidemiologi og afdelingschef på SSI, udtaler i en pressemeddelelse, at bivirkninger er vigtige at få afklaret, da mange mennesker bruger medicinen.

Han har bidraget til studiet, som er ledet af svenske forskere.

– Vores studie underbygger ikke, at brugen af GLP-1-analoger skulle være forbundet med en øget risiko for selvmord.

– Det er betryggende nyt for de mange brugere og de læger, der udskriver medicinen, lyder det.

Forskerne har analyseret nationale registerdata fra Danmark og Sverige fra knap 300.000 patienter. Data er fra 2013 til 2021 og blev analyseret mellem marts og juni 2024.

Patienterne er behandlet med enten GLP-1-analoger, som hovedsageligt er stofferne liraglutid eller semaglutid, eller SGLT-2-hæmmere, som er en anden gruppe diabetesmedicin.

De 18-84-årige brugere blev fulgt i gennemsnit 2,5 år efter påbegyndt behandling. Og i den periode blev der ikke fundet øget risiko for selvmord, selvskade, depression eller angst.

Vægttabsmidlet Wegovy er ligesom diabetesmidlet Ozempic baseret på stoffet semaglutid. De er begge udviklet af Novo Nordisk.

Ozempic kom på markedet i 2018, mens Wegovy kom på markedet i USA i 2021 og i december 2022 i Danmark.

Anders Hviid har modtaget bevillinger fra Novo Nordisk Fonden, oplyser SSI.

Den danske forsker påpeger dog, at det ikke kan afvises, at der kan være en sammenhæng for udsatte grupper af patienter.

– Det kunne være patienter, der har haft selvmordstanker eller har skadet sig selv, før de påbegyndte GLP-1-behandling.

– Dette spørgsmål må vi genbesøge, når vi har flere data til rådighed, siger Anders Hviid.

I april i år nåede en komité under Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) frem til samme konklusion: at der ikke kan konstateres en sammenhæng.

/ritzau/

Først publiceret: 4. september 2024
Artiklen er sidst opdateret 4. september 2024 kl. 14:43