For meget medicin? Få gode råd mod overforbrug

Forbruget af medicin stiger med raketfart og vi tager mere, end hvad godt er, mener Anders Bach, der smed sin diabets-medicin og begyndte at leve sundt. Læs hans råd her.

Medicin er en symptombehandling, der har overtaget de naturlige måder, vi mennesker har for at komme tilbage til en sund tilstand i krop og sjæl, skriver kostkonsulent Anders Bach.

Medicin trækker hovedoverskrifter i disse dage. En praktiserende læge har på et år udskrevet recepter for 400.000 offentlige tilskudskroner Ozempic – det er en diabetesmedicin som har slankende effekt – til en enkelt borger, skriver Jyllands-Posten.

Til formodet svindel og videresalg.

En anden nyhed er at medicinalgiganten Novo – som også står bag den beslægtede slankemedicin Wegovy, der indeholder samme aktive stof som Ozempic – kun har set en promille af den potentielle indtjening på den nye medicin. 

Disse nyheder er i min verden forbundet med nogle valg, vi mennesker træffer i forhold til sundhed.

Og de valg er ikke altid af det gode.

Sidste udvej

Det positive ved Ozempic er, at mennesker med diabetes kan få en meget bedre og nemmere hverdag, hvor de næsten ikke føler, at de har en sygdom, som både kan være arvelig og livsstilsbetinget.

Det farlige ved at overlade vores krop og psykes sundhed til medicin er, at det er den løsning , som burde være sidste udvej.

Men desværre er medicin oftest det allerførste håndtag, lægen trækker i, når man som patient har været til konsultation med det ene eller andet.

Rødt flag ved 5 slags medicin

Danskere over 65 år får i gennemsnit fem typer medicin hver dag. Som tidligere formand for de praktiserende læger Henrik Dibbern  sagde, da jeg interviewede ham til min bog “SÅDAN”:

“Der var engang, hvor medicin var noget, man fik i en vis periode for at kurere en sygdom, man havde.”

Henrik Dibbern er en meget etisk forsvarlig mand, som kæmper mod overforbrug af medicin.

Han har foreslået, at hvis en patient tager fem forskellige præparater og lægen mener, der er et behov for yderligere medicin, bør et rødt flag komme op på lægens computer.

Og lægen bør herefter straks overveje, om det er godt for patienten med så meget medicin.

Eksempler på mennesker som er kommet på plejehjem og har fået reguleret pilleindtaget ned og er blevet væsentligt friskere, er mange.

Henrik Dibbern fremfører også, at de såkaldt forebyggende medicintyper kun gavner nogle få procent af dem, som indtager dem. 

Medicinalindustriens interesser

Så hvordan kan det være, der er opstået så stort et forbrug?

Din egen læge er ikke årsagen. Lægerne bliver desværre blandt andet vurderet på, hvor gode de er til at få patienterne til at følge deres anbefalinger, men i Danmark er standen grundlæggende ordentlige og fagligt dygtige.

Men de anbefalinger, som tikker ind på deres computer, kommer fra de styrende læger, som sidder i for eksempel Dansk Cardiologisk Selskab.

Her i toppen blandt lægefaglige og blandt beslutningstagere er økonomi en væsentlig faktor. Mange forskningsprojekter og afdelinger støttes finansielt af medicinalindustrien, og honorarer til ledende lægers foredrag er astronomiske.

En sammenblanding af interesser er på spil og tilgodeser desværre ikke altid patienterne.

Sådan gjorde jeg

Så hvad kan jeg anbefale, og hvad kan du selv gøre i en jungle, hvor du som lægmand ofte kommer til kort og konfronteres med angsten for, hvad der sker, hvis man ikke følger lægens anbefaling.

Sådan undgår du overforbrug af medicin

Mine råd imod overforbrug af medicin:

  • Find årsagen til sygdom for eksempel forhøjet blodtryk og se på mulige livsstilsændringer
  • Find alternative løsninger til medicin
  • Gennemgå pilleforbruget ofte og stil spørgsmål til nødvendigheden
  • Spis varieret og undgå stress
  • Få en god nattesøvn 
  • Stil lægen kritiske spørgsmål og søg viden på nettet
  • Læs indlægssedlen og husk at meget medicin ikke virker
  • Pas på kroppen, dyrk motion smid nogle kilo – det hjælper

Anders Bachs råd bygger på egne holdninger og erfaringer med livet som diabetiker. 

Jeg kan tage udgangspunkt i mine egne valg som diabetiker.

Medicin – der indeholder statiner, som nedsætter kolesteroltallet – har bivirkninger. Af indlægssedlen fremgår, at en af bivirkningerne er, at 1-10 procent af brugerne kan få diabetes 2 af at tage medicinen.

Kolesterolnedsættende medicinen udskrives til over 600.000 danskere, hvilket vil sige, at mellem 6.000 og 60.000 danskere er i risiko for at udvikle diabetes 2, fordi de tager en medicin, hvis virkning der er sået megen tvivl om.

Danske forskere har påvist, at hvis man indtager statiner mod forhøjet kolesterol i 20-30 år kan man forvente at leve fire dage længere. Det skal vejes op mod medicinens bivirkninger, som er muskelsmerter, udslæt, søvnløshed og hovedpine.

Jeg har selv som diabetiker fravalgt behandling med diabetesmedicinen Metformin og spiser i stedet sund og naturligt tilberedt mad med meget få kulhydrater så som brød, pasta, sukker og kager samt al slik.

Det gode liv i balance

Min holdning er, at medicin er en symptombehandling, der med raketfart har overtaget de naturlige måder vi mennesker har, for at komme tilbage til en sund tilstand i krop og sjæl.

Nu er vi altså kommet dertil, at vi behandler overvægt med livsvarig medicin som Wegovy – i stedet for at se på årsagen til overspisning.

Det samme gælder de såkaldte lykkepiller, hvor behovet også er eksploderet – i stedet for at se, hvad man kunne sætte i stedet.

Der findes endnu ikke medicin mod stress. Men lur mig om ikke den kommer. 

Det gode liv i balance er, når man som menneske er i balance med sig selv.

På den måde er lægens tal og anbefalinger af kemiske reparationspiller ikke det første valg.

Først publiceret: 22. august 2024
Artiklen er sidst opdateret 22. august 2024 kl. 8:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og