Nordsjællandsk anæstesilæge anklaget for millionsvindel

Ifølge anklagemyndigheden snød lægen sig gennem ni år til knap ti millioner kroner.

Hvis anklagemyndigheden har ret i sin beskyldning, så formåede en nordsjællandsk anæstesilæge at få udbetalt lige i underkanten af 10 millioner kroner, som han aldrig skulle have haft.

Pengene snød han sig ifølge anklagemyndigheden til i forbindelse med indberetningen af forskellige ydelser, som han udførte på vegne af Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Nordjylland.

Den 69-årige læge nægter sig skyldig, og tirsdag indleder Retten i Helsingør en omfattende sag mod manden, som efter anklagemyndighedens opfattelse både bør straffes med fængsel og dømmes til at betale erstatning.

I rettens kalender er der afsat otte dage til behandlingen af sagen. Det hænger sammen med, at der efter anklagemyndighedens opfattelse er blevet svindlet i forbindelse med afregningen af ikke færre end 7203 anæstesiydelser, altså bedøvelser.

– Det er den største enkeltstående sag, vi har haft omkring uberettiget honorering, har lektor i sundhedsjura Kent Kristensen tidligere sagt til TV 2.

En privatpraktiserende speciallæge aflønnes af regionerne, alt afhængig af hvilke ydelser han eller hun udfører. Betalingen for de enkelte ydelser er fastlagt i en overenskomst indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger.

Hver ydelse har en kode, som lægen skal angive ved fakturering, og som danner grundlag for betalingen. Men der er mulighed for at snyde, hvis lægen angiver en kode for en dyrere ydelse end den, som faktisk er udført.

Derudover kan lægen snyde ved at angive en kode for en ydelse, som slet ikke er udført.

Den 69-årige læge har ifølge anklagemyndigheden begået svindel i en periode på ni år fra januar 2011 til januar 2020. Regionerne er blevet snydt for 9.551.643 kroner og 75 øre, lyder anklagen.

Senere på efteråret skal en tilsvarende sag også behandles ved domstolene. Det sker ved Retten i Svendborg, hvor en 64-årig kvinde ventes at tilstå snyd for mere end fire millioner kroner.

Hun er sigtet i sagen sammen med sin mand, som hun har drevet praksis med.

/ritzau/

Først publiceret: 13. august 2024
Artiklen er sidst opdateret 13. august 2024 kl. 7:19