Genopfrisk rengøringsvanerne med disse tips

Optimer rengøringen og få gode tips til, hvordan du laver dit eget rengøringsmiddel og effektivt får fjernet støv fra hylderne.

Der er masser af tips til, hvordan du kan få en god rengøring. Udskift støvekluden med støvekosten, lyder et af dem. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Måske er du vant til at hive støvekluden frem, når der skal støves af, og vaske gulvene jævnligt med moppe og vand, når boligen skal rengøres.

Men faktisk bør du udskifte støvekluden og drosle ned for brugen af vandspanden.

Sådan lyder et par af anbefalingerne fra Anne Grete Rasmussen, der er tidligere lektor og indehaver af hjemmesiden FruGrøn.dk, hvor hun deler diverse tips om rengøring.

Bliv klogere på hendes råd her.

1) Lav dit eget rengøringsmiddel

Der er masser af muligheder for at købe diverse midler, men du kan også lave dit eget rengøringsmiddel.

For at lave en blid sprayrengøring skal du blot blande en liter vand og to teskefulde sulfo.

Skal den være skrappere, skal du blande to deciliter sulfo, to spiseskefulde salmiakspiritus og to spiseskefulde soda. Det bruges – afhængigt af behov – til mellem 0,25 deciliter og fem liter vand.

“Hvis du vil have en sur blanding, kan du i stedet for salmiakspiritus eller soda bruge lidt citron- eller eddikesyre og undgå, at der ophober sig for meget kalk på badeværelset,” siger Anne Grete Rasmussen.

2) Udskift støvekluden

Måske har du en støveklud liggende klar, når dørkarmene og hylderne skal have sig en tur.

Men der er et bedre alternativ, siger Anne Grete Rasmussen.

“Du skal have en støvekost med hår af mikrofiber eller uld og gerne med et teleskop, så du kan støve af oppefra og ned på hylder og reoler.”

“Den suger støvet til sig. En støveklud samler det op, hvorefter du skal ud at ryste den.”

3) Skær ned på gulvvasken

Du behøver heller ikke nødvendigvis at finde både vand og moppe frem, når gulvet skal skinne igen.

For i de fleste tilfælde er det nok med en tørmoppe, forklarer Anne Grete Rasmussen.

“De materialer, vi har i dag, har en meget glat overflade, så rigtig meget af skidtet vil komme væk med en tørmoppe,” siger Fru Grøn.dk-indehaveren.

Er der steder, hvor der er ekstra snavset, kan du bruge en fugtmoppe eller en mikrofibermoppe med sprayfunktion.

4) Fjern lugten fra skærebrættet

Er skærebrættet blevet hevet op af skuffen en masse gange, oplever du måske, at det er begyndt at lugte og har fået genstridige pletter.

Her råder Anne Grete Rasmussen til, at du putter lidt sulfo på en opvaskebørste og skrubber skærebrættet.

“Sulfo kan tage næsten alt. Jeg er også begyndt at bruge det til at fjerne pletter på mit tøj,” siger hun.

Til at fjerne lugten kan du også bruge koncentreret citronsaft på en opvaskebørste, som du skrubber brættet med.

Sådan kan du afkalke derhjemme

* Opvaskemaskine: Put 0,5 deciliter citronsyre i sæbeskuffen, og kør et program på lav temperatur. Hvis du har porcelæn, der skal afkalkes i maskinen, skal du bruge en til to deciliter citronsyre.

* Kaffemaskine: Start med at vende maskinen på hovedet og få eventuelle rester af kaffegrums ud. Vend den derefter tilbage igen. Hæld herefter fem deciliter vand og en deciliter eddikesyre i, lad det køre igennem – gerne i intervaller. Kør maskinen igennem med rent vand et par gange.  

* Vaskemaskine: Put en til to deciliter citronsyre i maskinen, og vask den på 30 grader. Hvis du i hjemmet har meget hårdt vand, skal du bruge kalktabs.

Kilde: Tidligere lektor og indehaver af hjemmesiden FruGrøn.dk, Anne Grete Rasmussen.

Først publiceret: 12. august 2024
Artiklen er sidst opdateret 12. august 2024 kl. 14:08

Se, hvad vi ellers skriver om:

og