Udsat for svindel: Troede det var bankdirektøren
Da telefonen ringede var det selveste bankdirektøren, der advarede om, at bankkontoen blev misbrugt. Det troede 86-årig i hvert fald - men det var svindel.
Bliver man paf eller hvad?
Det kostede en 86-årig kvinde fra Faxe et kontant beløb, da hun forleden blev ringet op af selveste bankdirektøren for en sparekasse
Eller det hævdede manden i hvert fald at være.
Blev besnakket
Han forklarede, at den 86-åriges betalingskort var blevet misbrugt, og at han straks ville sende et bud forbi, for kvinden skulle have et nyt kort.
Det lykkedes “bankdirektøren” at besnakke kvinden til at udlevere kort og pinkode til den anden mand, som kort efter hentede kortet.
Den 86-årige kunne lidt senere konstatere, at der var hævet et kontant beløb fra kontoen.
Politiet advarer
Det er ikke første gang, at kriminelle lykkes med at franarre ældre – især kvinder – beløb fra deres bankkonto.
Politiets råd er:
- Husk at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra en form for myndighed, bank eller virksomhed.
- Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri.
- Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe.
- Husk, at hverken banken, politiet, kommunen eller andre myndigheder ringer og efterspørger betalingskort, MitID, pin-koder eller lignende.
- Ingen myndighed eller pengeinstitut kommer ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.
- Udlever aldrig kort eller koder.
- Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.
Først publiceret: 1. august 2024
Artiklen er sidst opdateret 1. august 2024 kl. 9:48