Juli 2023 til juni 2024 var de 12 vådeste måneder i træk
De 12 vådeste måneder i træk nogensinde målt af DMI har udløst en nedbørsmængde på i alt 1125 millimeter.
Perioden fra juli 2023 til juni 2024 er de 12 vådeste måneder i træk målt nogensinde.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i en nyhed.
Nogensinde er defineret som tiden tilbage til 1874, hvor DMI’s registrering begyndte.
På de 12 måneder er der faldet i alt 1125 millimeter nedbør, skriver DMI.
Andenpladsen er august 2006 til juli 2007 med 1091 millimeter, mens tredjepladsen er juni 2023 til maj 2024 med 1056 millimeter nedbør.
Ser man på de 12 absolut vådeste måneder – det vil sige månedsnedbøren for den vådeste januar plus den vådeste februar og så videre i et helt kalenderår – giver det i alt 1675 millimeter.
Man skal længere tilbage for at finde de 12 tørreste måneder i træk. Det var perioden november 1946 til oktober 1947 med i alt 389 millimeter.
De 12 absolut tørreste måneder giver tilsammen 100 millimeter i alt.
Den gennemsnitlige årlige nedbør i Danmark har i perioden 1991 til 2020 været på 759 millimeter.
Også juli, som er ved at lakke mod enden, har været en våd én af slagsen, og det er gået ud over forskellige arrangementer landet over.
Roskilde Festival, som blev afholdt i begyndelsen af måneden, fik 65,8 millimeter regn fordelt over otte dage. Det gør det til den vådeste Roskilde Festival i 17 år.
Også frivillige på Vig Festival måtte i midten af juli bruge kræfter på at sikre festivalområdet mod store regnskyl, der var varslet.
Aalborg Pride, der foregik i samme weekend som Vig Festival, måtte gennemføres af de deltagende i gummistøvler og regnjakker.
Så sent som mandag er der varslet byger spredt hist og her i det meste af landet.
Mandagens byger kan være kraftige og kan lokalt giver skybrud. Kriteriet for skybrud er mere end 15 millimeter nedbør på 30 minutter.
/ritzau/
Først publiceret: 22. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 22. juli 2024 kl. 13:00