Sommeren snavser huset til: Sådan får du bugt med skidtet

Vær opmærksom på svedtunge dyner i soveværelset og vældige mængder støv, der blæser ind ad stuevinduerne i sommermånederne.

Udnyt sommerens varme dage til at få vasket noget af det, du vasker sjældent. Det kan være tæpper, plaider og gardiner, som efter vask kan hænges til tørre i det fri, lyder rådet fra Camilla Schram, der er direktør i rengøringsfirmaet Humdakin. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sommeren stiller andre krav til rengøring af hjemmet end andre årstider. Og det er især de lunere temperaturer, der skaber udfordringer.

“Varmen har en stor påvirkning på alt i huset,” siger Jeanette Lynge Nielsen, der deler rengøringstip under eget navn på Instagram og gennem hjemmesiden husmortip.dk.

1) Muggen vaskemaskine

Når vejrudsigten lover temperaturer op omkring de 25 grader, stiger risikoen for, at der kommer skimmelsvamp og mug i vaskemaskinens fugtige indre.

Det problem kan du forebygge ved at rense din vaskemaskine en gang om måneden, fortæller Jeanette Lynge Nielsen. De fleste vaskemaskiner har et decideret renseprogram, du kan køre. Hvis ikke skal du bare vælge det længste og varmeste program.

Inden du trykker “start”, anbefaler Jeanette Lynge Nielsen, at du putter en deciliter krystalsoda ind i selve tromlen.

“Når maskinen er færdig med at køre, plejer jeg at hælde en deciliter eddike ind i tromlen og giver den et hurtigt spind. Eddiken forhindrer, at maskinen udvikler dårlig lugt,” fortæller Jeanette Lynge Nielsen.

Skrub herefter vaskemaskinens gummiliste med en klud opvredet i vand og lidt opvaskemiddel. Giv også sæbeskuffen en god vask med en gang eddike. Det samme gør du med filteret.

“Så skal du i særdeleshed om sommeren lade vaskemaskinelågen stå åben hele tiden, så der ikke dannes fugt,” siger Jeanette Lynge Nielsen.

2) Svedsugende dyner

Lune sommernætter fremkalder sommersved, der siver ud i sengens dyner puder. Derfor er det ekstra vigtigt at holde dem friske i løbet af sommeren.

“Det handler om at få dyner og puder ud at lufte så meget som muligt. Det er virkelig godt både for dem og for madrassen, der får lov til at ånde,” siger Jeanette Lynge Nielsen.

Sengetøjet kan du med fordel også vaske oftere, end du plejer.

Camilla Schram, der er stifter af og direktør i rengøringsfirmaet Humdakin, anbefaler, at du vasker dyne- og pudebetræk en gang om ugen.

“Det er også oplagt, at man i løbet af sommerperioden vasker sin dyne og hovedpude på 60 grader. Brug tørretumbleren til at tørre begge dele bagefter, så du får tørret dunene i dynen ordentligt,” siger hun.

Du behøver dog ikke vaske dyner og puder flere gange om sommeren. Generelt anbefales det, at du vasker dyner og puder hver tredje måned, fortæller Camilla Schram.

3) Fut på støvsugeren

Om sommeren har du i højere grad døre og vinduer stående åbne, og der er mere trafik ind og ud fra haven.

“Det er en god idé at have en større opmærksomhed på støvsugning, fordi der kommer langt mere støv og andre ting ind i huset. Jeg anbefaler, at man støvsuger en til to gange om ugen, så skidtet ikke hober sig op,” siger Camilla Schram.

Samtidig råder hun dig til at skrue op for, hvor tit du vasker gulve.

“Gulvvask er vigtigt, fordi vi godt kan tro, at vi har fjernet al skidtet, når vi har støvsuget, men man har kun fjernet det skidt, vi kan se,” siger hun og uddyber:

“Ligesom vi bruger en våd klud med rengøringsmiddel til at tørre vores borde af, er det nødvendigt med en gulvvask en gang om ugen. Især om sommeren, hvor der går våde og beskidte tæer frem og tilbage mellem ude og inde.”

Frisk dynerne op med hjemmelavet tekstilspray

* Lav din helt egen tekstilspray med ganske få remedier.

* Fyld en flaske med spraydispenser halvt op med varmt vand. Det må gerne være kogende vand, der har kølet af i 1-2 minutter.

* Tilsæt 2 teskeer natron samt 5-10 dråber æterisk olie. Top med kogende vand, så flasken er to tredjedele fyldt op.

* Ryst flasken, og spray blandingen ud på dyner og puder.

 * Blandingen af vand og natron åbner fibrene i tekstilet, hvilket hjælper med at fjerne dårlig lugt.

Kilde: Jeanette Lynge Nielsen, der har deler rengøringsfif på Instagram og på hjemmesiden husmortip.dk.

Først publiceret: 15. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 15. juli 2024 kl. 10:06

Se, hvad vi ellers skriver om:

og