Mange sparer stadig på elforbruget efter historisk høje priser

2022 bød på historisk høje elpriser, og det har ført til en øget bevidsthed hos danskerne om energipriser.

Mange danskere spærrede øjnene op, da elpriserne pludselig tog et gevaldigt hop i 2022.

Det førte til en markant opbremsning i elforbruget og en hidtil uset spareiver, som fortsatte langt ind i 2023.

Nye tal fra Forsyningstilsynet viser, at forbruget af kilowatttimer i 2023 steg 1,7 procent i forhold til 2022.

– Det er markant lavere end den historiske trend i årene op til, at Danmark blev ramt af energikrisen i 2022, skriver Forsyningstilsynet i en pressemeddelelse.

Det er en udvikling, som energikoncernen Norlys med 550.000 private elkunder landet over kan nikke genkendende til.

– Vi har tydeligt kunnet se, at vores kunder har holdt igen med strømforbruget. Også ind i 2023.

– Energikrisen har gjort, at folk er blevet meget mere bevidste om deres energiforbrug, siger direktør for energiforretningen i Norlys Mads Brøgger.

2022 bød ifølge direktøren på “historiske prisstigninger og kæmpe udsving på energipriserne”.

– Det var noget, der ramte mange familier rigtig hårdt, siger han.

Chokket over de høje elpriser fik mange danskere til at interessere sig for elpriser.

Apps med elpriser blev pludselig blandt de mest downloadede. Mange begyndte at udskyde tøjvask til nattetimerne, når strømmen var billigst.

Selv om elpriserne generelt har været nedadgående siden da, hænger spareiveren ifølge Mads Brøgger ved hos mange.

– Når vi ser på elforbruget her i 2024, er vi fortsat ikke på det niveau, vi var før 2022.

– Men vi er på vej op i forbrug, også fordi vi elektrificerer så meget i samfundet, som vi gør i øjeblikket, hvor der ruller flere og flere elbiler ud på vejene, og mange husstande anskaffer sig varmepumpe, siger han.

Interessen for at følge elpriserne via apps og udsætte elforbrugende aktiviteter, til prisen er lavest, er formentlig kommet for at blive, vurderer han.

Og det er en markant ændring i forhold til tidligere.

– Går man bare et par år tilbage, var det meget begrænset, hvor meget energikunder interesserede sig for energipriserne. Men det blev drastisk ændret af energikrisen, siger Mads Brøgger.

/ritzau/

Først publiceret: 12. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 12. juli 2024 kl. 6:15