Advarer mod populær plante i haven
Stigende problemer med svamp og skadedyr får Haveselskabet til helt at fraråde en af de mest udbredte og populære haveplanter, der findes i danske haver.
Den står i tusindvis af haver, og den har spillet en stor rolle i dansk havedesign gennem generationer.
Men over hele landet kæmper haveejere nu med sygdom i deres buksbom – den småbladede busk, der kan beskæres som tæt hæk eller formklippes som kugler og andre figurer.
“Vi har i en del år døjet med to forskellige, alvorlige svampesygdomme hos buksbom, som får planterne til at visne. De seneste år er der så også kommet et nyt skadedyr – buksbomhalvmøl – til Danmark, som desværre bliver mere og mere udbredt, og som efterlader planterne afpillede og uden blade,” fortæller Louise Møller, fagredaktør i Haveselskabet.
Problemerne med buksbom er nu så omfattende, at Haveselskabet ikke længere kan anbefale den til haveejerne.
Problemet er blevet større
Buksbom har de seneste 10-15 år været plaget af de to alvorlige svampesygdomme buksbomkvistdød og buksbomgrentørre. Begge sygdomme får planten til at visne.
Kvistdød-svampen spreder sig også til jorden og gør det umuligt at plante ny buksbom på samme sted. Der er ikke nogen effektiv måde at bekæmpe sygdommene.
Efter det invasive skadedyr buksbomhalvmøl kom til, har problemerne kun grebet om sig, og møllet bliver mere og mere udbredt.
De lægger deres æg på buksbommen, og når de klækkes, lever larverne af plantens blade. Når det går værst for sig, kan de små stribede larver afløve hele planten.
Det kan du plante i stedet for buksbom
TAKS
Taks er en nåleplante, så den ser lidt anderledes ud end buksbom, men den er utroligt robust og kan blive lige så kompakt og tæt og klippes i form. Almindelig taks, Taxus baccata, er hjemmehørende i Danmark og trives i både sol og skygge. Taksen sætter bærkogler, hvis frø er giftige, men der findes sorter uden bærkogler.
JAPANSK KRISTTORN
Japansk kristtorn har små blade og ligner buksbom så meget, at mange forveksler dem. Den kan være lidt grovere i grenvæksten, især når den bliver ældre, men den kan klippes som buksbom. Den har været brugt i mange år herhjemme, men er ikke lige så almindelig i danske haver som buksbom.
THUJA
Hvis man planter fra nyt og indretter haven efter de nye planter, er thuja også en mulighed. Den er god som stedsegrøn hæk, også til helt lav hæk, men den er ikke lige så velegnet til at formklippe. Ønsker man et alternativ til den klippede buksbom-kugle, kan Thuja-sorten ’Danica’ dog være en mulighed.
BLOOMBUX
Bloombux er en nyere sort af rododendron, der kan vokse i almindelig havejord, og som er forædlet som et alternativ til buksbom. Dens små stedsegrønne blade er lidt mere aflange og smalle end buksbommens. Den bliver kun cirka 70 cm høj, men kan klippes i form som buksbom. Den har mindre blomster end de fleste rododendroner, så man kan lade den blomstre i juni og klippe den umiddelbart efter afblomstring.
Kilde: Haveselskabet
Først publiceret: 29. april 2024
Artiklen er sidst opdateret 29. april 2024 kl. 13:02