Tigerunge født i københavnsk zoo for første gang i ni år

For tre uger siden kom en tigerunge til verden i zoo i København. Ungen er sund og rask, siger dyrepasser.

Siden 2022 har han- og huntigeren i Zoologisk Have i København gået side om side, uden at romantikken blomstrede.

Til stor skuffelse for dyrepasserne i tigerteamet, der havde håbet på en ny lille tigerunge. Men håbet vendte tilbage, da en parring blev spottet i oktober, og nu er en lille ny tigerunge kommet til verden.

Det oplyser Zoologisk Have i København tirsdag.

Den lille unge kom til verden for tre uger siden, men dyrepasserne ville sikre sig, at tigerungen var sund og rask, før de meldte noget ud.

– Det er jo ni år siden, vi sidst havde en tigerunge i ZOO, så det er en stor ting for os. Derfor er vi virkelig glade for, at vi nu kan dele det med omverdenen, siger dyrepasser i rovdyrsafdelingen Zaco Sonne i meddelelsen.

Modertigeren, der er 11 år, var nedkommet med to unger. Den ene var dog født med svær ganespalte og død, da dyrepasserne kom ind efter fødslen.

Zaco Sonne fortæller, at der gik nogle dage, før rovdyrsteamet kunne få moderen lokket væk fra hulen et kort øjeblik og dermed komme ind til de to unger, der lå i halmen.

Gæsterne kan endnu ikke få et glimt af den lille unge, lyder det videre. Men den zoologiske have håber, at gæsterne kan se ungen om et par uger.

– Vi håber, at gæsterne vil væbne sig med tålmodighed på at se den lille unge udenfor i anlægget, da der formentlig vil gå et par måneder. Til gengæld bliver det et vidunderligt syn, når den kommer ud for første gang, slutter Zaco Sonne.

Det er ikke kun tigerfamilien i zoologisk have, der har budt et nyt familiemedlem velkommen.

Sidste uge kom en elefantunge til verden i elefantanlægget.

Fødslen af den lille unge skete fint og naturligt med hele flokken involveret som hjælpere.

Allerede få minutter senere var ungen på benene og gik rundt blandt resten af flokken.

Tigerungen vil blive en del af det europæiske avlsprogram for den sjældne amurtiger. Det anslås, at der er færre end 500 af disse tigre tilbage i naturen.

/ritzau/

Først publiceret: 27. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2024 kl. 7:16