Lørdag og søndag bliver hinandens vejrmæssige modsætninger
Lørdag kan man nyde tørt vejr og et syn af solen, søndag bliver skyet og regnfuld, fortæller DMI.
Denne lørdag vil byde på rolige vindforhold og plads til sol – søndag falder der derimod regn i hele landet.
Sådan lyder det tidligt fredag morgen fra Jens Lindskjold, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
– Vejret kommer til at være fuldstændig modsat hinanden de to dage. Rigtig flot vejr til hele Danmark lørdag, og så regnvejr til hele landet søndag, siger han.
Fredag morgen starter ud med høje temperaturer, der flere steder bliver målt til 10-11 grader. Det vil dog ikke vare længe, før de falder.
– Det er ovre i det noget usædvanlige, at det er så varmt om natten i februar. Det skyldes, at det vælter op med varm luft mod Danmark fra syd og det har det gjort i et par dage. Det har givet os det fugtige, tågede og disede vejr, forklarer han.
En koldfront i Nordsøen skal fredag passere ind over Danmark, og det vil i løbet af dagen give skyer, en overgang med regn og køligere luft.
– Det er muligt, at temperaturen i Nordjylland natten til fredag vil falde til lige under frysepunktet, siger Jens Lindskjold.
Lørdag vil vejret arte sig med rolige vindforhold, gode muligheder for sol og temperaturer på omkring 4 til 7 grader.
– Det holder tørt i hele landet, og der er bestemt også mulighed for, at man får set solen.
På ugens sidste dag vender vejret dog så på en tallerken.
– Søndag banker det næste regnvejr på og skal passere landet, så det bliver en dag med mange skyer og en god portion regn, siger Jens Lindskjold.
– I Jylland vil det regne allerede fra morgen- og formiddagstimerne, og så rammer det nok Sjælland og Bornholm i løbet af eftermiddagen og aftenen.
/ritzau/
Først publiceret: 16. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 16. februar 2024 kl. 7:20