Huller i vejene: Sådan er du sikret som bilejer

Kører du i et hul på vejen, skal du huske at dokumentere flere vigtige ting for at kunne køre en eventuel erstatningssag.

Kommunen og Vejdirektoratet har tilsynspligt med de danske veje. Du kan melde huller i vejen, du støder på, til den myndighed, der har ansvaret på den pågældende vej. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Hvis du det seneste stykke tid har haft en mere bumlet køretur end før, er du nok ikke den eneste.

For i løbet af de seneste år er der sket en fordobling i antallet af henvendelser til Vejdirektoratet om huller i kørebanen. Antallet af anmeldelser er steget fra 581 i 2021 til 1039 anmeldelser i 2023.

Det viser en ny opgørelse, som Vejdirektoratet har foretaget for virksomheden Autoparts 24, der sælger brugte reservedele.

I en pressemeddelelse opfordrer Troels Meier, der er direktør i Autoparts 24, de danske bilister til at tage sig en række forholdsregler.

“Kører man i et hul på vejen, kan det give skader på både hjul, dæk og støddæmpere. Og derfor gælder det om at være ekstra forudseende og sænke farten, hvis man oplever, der er huller i vejen,” siger han.

Det skal du være opmærksom på

Det er ofte kommunen, der er vejbestyrer på de almindelige veje, mens Vejdirektoratet har ansvar og tilsynspligt for motorveje og statsveje.

Og ryger du i et hul og får skader på din bil, er der flere ting, du skal være opmærksom på.

For det vil altid være op til en konkret vurdering, om du har krav på en erstatning fra det offentlige, lyder det fra Simon Nguyen Kildeby, der er jurist hos FDM.

“Selv om kommunerne og Vejdirektoratet har pligt til at sørge for, at vejene er i pæn stand, er det ikke sådan, at de automatisk er ansvarlige for en eventuel skade,” siger han og fortsætter:

“Det bliver altid en vurdering af, om kommunen eksempelvis har haft tid nok til at føre tilsyn, eller om hullet ikke er stort nok til at være til fare.”

Dokumenter hullet og skaden

Ifølge juristen har store, befærdede veje skærpet tilsynspligt, og huller bliver derfor hurtigere repareret. På mindre veje kan det godt tage længere tid.

“Det vigtigste er at dokumentere hullet, og at skaden er sket. Stig ud af bilen, og tag et billede af hullet. Dybden kan godt være svær at se på billeder, så put noget derned, så man nemmere kan se det,” siger Simon Nguyen Kildeby.

Tag ikke kun et billede af selve hullet, men også dens placering på vejen.

“Det samme gør du med bilen og skaden, så du kan sandsynliggøre, at skaden faktisk er sket lige her, og at det var på grund af hullet.”

Simon Nguyen Kildeby peger på, at din kaskoforsikring, hvis du har en, tit går ind og dækker denne typer skader i første omgang.

“Her har du muligvis selv en selvrisiko, som du skal betale. Den kan gå til kommunen eller Vejdirektoratet, hvis det viser sig, at de ikke har overholdt tilsynspligten,” siger han.

“Hvis du kan dokumentere, at skaden er sket på grund af hullet, så tag fat i kommunen. Vi ser nogle gange, at de påtager sig skylden. Afviser de, så tag fat i dit forsikringsselskab.”

Veje med flest indberetninger om huller

1. Potterhusvej, Aabenraa (25).

2. Svendborgvej, Faaborg (22).

3. Sundbrovej, Svendborg (17), Skolekrogen, Værløse (17).

4. Petersmindevej, Kolding (16), Sønderjyske Motorvej (16).

5. Volderslevvej, Odense S (15), Sundsvej, Herning (15).

* Anmeldelser gælder kun til de statsveje, der er drevet af Vejdirektoratet. Det samme hul kan godt være indberettet flere gange. Tallene dækker over perioden 1. januar 2021 til 26. januar 2024. 

Kilder: Vejdirektoratet, Autoparts24.

Først publiceret: 15. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 15. februar 2024 kl. 9:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

og