Her giver pensionsopsparingen tocifret afkast
1,3 millioner danskere kan glæde sig over, at deres pensionsopsparing er blevet en hel del mere værd det seneste år.
Pensionsselskabet PFA skaffede takket være amerikanske og danske aktier et pænt afkast til sine 1.3 millioner kunder i 2023.
Selskabet har her efter nytår opgjort afkast af sine investeringer, og for en typisk kunde med middel risiko og 15 år til pensionen vil pensionen være vokset med 12 procent.
Har man høj risiko i stedet, har afkastet været 16 procent.
Det svarer til en gevinst på henholdsvis 120.000 og 160.000 kroner for en opsparet million.
Positive vinde
Ifølge koncerninvesteringsdirektør Kasper A. Lorenzen er det de positive vinde på det danske og særligt det amerikanske aktiemarked, som er hovedårsagen til de pæne tal.
“Men det har været lidt specielt år på den måde, at det har været syv store amerikanske selskaber, som har leveret halvdelen af det samlede amerikanske afkast.”
“Det er i virkeligheden lidt det samme, vi har set herhjemme, hvor Novo Nordisk er steget rigtigt meget,” fortæller han.
Amerikanske aktier giver pote
PFA justerede allerede tidligt på året sine porteføljer og solgte ud af kinesiske aktier til fordel for amerikanske tech-aktier, og det har altså givet pote.
Spørgsmålet er, om den strategi også vil resultere i tocifrede afkast næste år.
“Jeg tror sagtens, at vi kan se positive afkast, og vi har en rigtig god og robust portefølje og en investeringsstrategi, som vi tror vil levere gode afkast til kunderne igen det kommende år, men ikke i den størrelsesorden, vi har set i 2023,” vurderer Kasper A. Lorenzen.
Set over en 10-årig periode har PFA-kunder med middel risiko og 15 år til pension fået et afkast på 90 procent af deres pensionsopsparing.
Først publiceret: 13. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 13. februar 2024 kl. 9:54