Danmark bruger 60 millioner på bekæmpelse af korruption i Ukraine

Ukraine gør fremskridt på korruptionsdagsorden, men der er vej at gå endnu, mener udenrigsminister.

Danmark giver 60 millioner kroner til bekæmpelse af korruption i Ukraine.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har annonceret bidraget under et besøg i Ukraine fredag.

– Allerede inden Ruslands ulovlige invasion gjorde Ukraine store fremskridt på korruptionsdagsordenen, og selv mens landet er i krig, har de formået at fortsætte den positive udvikling.

– Men der er fortsat områder, der kan forbedres, og det er afgørende for Ukraines EU-drømme, at vi hjælper dem med at komme i mål, siger han i en pressemeddelelse.

Konkret skal pengene bruges i regi af EU’s antikorruptionsprogram. EU bidrager med 70 millioner, mens Danmark altså giver 60.

Løkke har fredag mødtes med Dmytro Kuleba, der er ukrainsk udenrigsminister. Mødet fandt sted i Mykolajiv, som Danmark har stillet sig i spidsen for genopbygningen af.

Foruden bidraget til korruptionsbekæmpelse er et nyt ambassadekontor officielt fredag blevet åbnet i Mykolajiv.

Under sit besøg måtte Lars Løkke Rasmussen natten til fredag søge ly i et beskyttelsesrum, da luftalarmen gik, har han berettet om på Facebook. Han er dog ok, melder han om.

/ritzau/

Først publiceret: 29. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret 29. januar 2024 kl. 14:36