Kontoransat misbrugte sit job til at snage i bekendtes data

En ansat i Horsens Kommune dømmes for uberettigede personsøgninger. Selv har hun forklaret, at hun kedede sig.

Der var i en lang række tilfælde ingen tjenstlig grund til det, da en ansat i Horsens Kommune fra marts 2021 til september 2021 lavede søgninger på borgere og deres familiemedlemmer i CPR-registret.

Det slår Retten i Horsens fast mandag. Her er der afsagt dom i en omfattende sag om uberettigede søgninger i personregistret.

Hovedpersonen er en 49-årig kvinde. Hun straffes med ti dagbøder på 800 kroner hver for at have misbrugt sin stilling i det offentlige system, fortæller anklager Bettina Lauridsen Wagner fra Sydøstjyllands Politi.

Sagen var rejst som en tilståelsessag, og hun erkendte forholdene.

Kvinden var sigtet for i alt 26 forhold. Flere af forholdene omfattede søgninger på enkeltpersoner og deres familiemedlemmer. Langt de fleste af de pågældende personer kendte hun personligt.

Der var blandt andet tale om kvindens kolleger, medlemmer af hendes egen familie og personer, som bor på samme vej som den dømte.

Selv har hun forklaret, at hun arbejdede hjemmefra på grund af coronapandemien, da hun lavede søgningerne, og at hun kedede sig.

Kvinden er ikke længere ansat i den stilling, som hun havde dengang.

Også en 62-årig kvindelig ansat i Horsens Kommune er sigtet for uberettigede søgninger i CPR-registret i en separat sag.

Ifølge anklagemyndigheden lavede hun sine søgninger i samme periode som den 49-årige kvinde, der mandag er dømt.

Sagen mod den 62-årige offentligt ansatte kommer først for retten til januar. Også den sag føres som en tilståelsessag.

Det var kvindernes egen arbejdsplads – Horsens Kommune – der i september sidste år anmeldte dem til Datatilsynet og politiet.

Netop fordi der er tale om tilståelser, er de to kvinder formelt ikke blevet tiltalt, men sigtet.

Den 49-årige er af samme grund ikke dømt ud fra et anklageskrift, men ud fra en såkaldt retsmødebegæring.

/ritzau/

Først publiceret: 27. november 2023
Artiklen er sidst opdateret 27. november 2023 kl. 14:51