Sådan beskytter du dit privatliv på Facebook

Der er masser af ting, du selv kan gøre for at sikre dit privatliv på det sociale medie.

Du kan bruge nogle enkelte kneb for at have kontrol med, hvem der kan se din profil, og hvad de kan se.Du kan bruge nogle enkelte kneb for at have kontrol med, hvem der kan se din profil, og hvad de kan se.

Vi deler, liker og kommenterer på livet løs på Facebook, der har over 1 milliard aktive brugere verden over – ofte uden at tænke på, at virksomheder kan bruge dig i annoncer, og dine billeder kan ende steder, du ikke havde tænkt over.

Samvirke har talt med Trine-Maria Kristensen, der er ekspert i sociale medier. Herunder kommer hun med gode råd til, hvad du kan gøre for at passe på dit privatliv og dine private billeder, når du færdes på det sociale medie.

Ryd op i, hvad du synes godt om

Måske har du syntes godt om en tv-serie, en kampagne eller noget tredje. Siderne kan bruge det, at du synes om dem, til at lave annoncer over for dine venner, hvor du nu anbefaler produktet.

1. Gå til din profil eller side, og klik på Om.

2. Scroll ned og tryk på Se alle ud for afsnittet Synes godt om. Her kan du se alt det, du synes godt om.

3. Vælg en af de sider, du synes godt om. Hold musen over knappen med titlen synes godt om og vælg så punktet Fjern Synes godt om.

Lav lister med dine venner

Du kan anvende lister til at organisere dine venner på Facebook. Ved hjælp af en liste kan du slå en opdatering op for specifikke personer, f.eks. for kollegaer eller venner, der bor i nærheden af dig.

Sådan opretter du en ny liste:

1. Log på Facebook på en computer.

2. I dit feed skal du klikke på Venner i menuen til venstre.

3. Klik på Brugerdefinerede lister og derefter på Opret liste.

4. Indtast et navn på din liste, og klik på Bekræft. Indtast derefter navnene på de venner, du gerne vil tilføje, ved at klikke på Tilføj venner. Husk, at du når som helst kan tilføje eller fjerne venner fra din liste.

Sådan undgår du at blive fundet i søgninger

1. Klik på Menu i det nederste højre hjørne.

2. Øverst i højre side trykker du på det lille tandhjul, så du kommer ind på siden med indstillinger og privatindstillinger.

3. Nu scroller du ned til afsnittet Målgruppe og synlighed, herefter klikker du dig ind på Sådan kan folk finde og kontakte dig – og nu kan du vælge, om søgemaskiner må finde din profil.

Vær opmærksom på, at der kan gå nogle dage, hvor man stadig kan finde dig, selvom du har fjernet muligheden for at søgemaskinerne finder dig.

Brug et dæknavn

Hav en profil, hvor du ikke bruger dit rigtige navn. Brug i stedet et alias eller et navn, hvor du eksempelvis har slettet alle vokaler. Så kan andre ikke finde dig så let.

Først publiceret: 26. november 2023
Artiklen er sidst opdateret 24. november 2023 kl. 13:55

Se, hvad vi ellers skriver om:

og