Rekordmange har søgt om julehjælp hos Dansk Folkehjælp

Antallet af ansøgere til Dansk Folkehjælps julehjælp er steget med 47 procent siden 2019.

Rekordmange har ansøgt om at modtage julehjælp gennem Dansk Folkehjælp.

I alt har 21.544 familier søgt om en ekstra håndsrækning i juletiden gennem Dansk Folkehjælp. Det er 2500 flere end sidste år.

Det skriver Dansk Folkehjælp i en pressemeddelelse.

Siden 2019 er antallet af ansøgere steget år for år. I år var antallet af ansøgere 47 procent højere end i 2019.

Det får Mirka Mozer, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, til at efterlyse en mere permanent løsning.

– Hvis vi som samfund ikke ændrer vores tilgang til fattigdomsproblemet i Danmark, så vil situationen være den samme år efter år, siger Mirka Mozer i pressemeddelelsen.

– Vi er nødt til at tage udviklingen alvorligt og én gang for alle kigge på langsigtede og helhedsorienterede løsninger, lyder det videre.

Man kan ansøge om at modtage julehjælp hos Dansk Folkehjælp, hvis man er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år.

Julehjælpen består af 800 kroner til mad per familie plus 500 kroner til julegaver per barn. En familie kan højst modtage 2800 kroner i julehjælp.

Dansk Folkehjælp har tidligere sammen med fire andre hjælpeorganisationer opfordret politikerne til at tilføre ekstra penge til årets vinter- og julehjælp.

I brevet skrev organisationerne, at selv om inflationen er aftaget, er priserne på dagligvarer stadig højere end for et år siden, og mange familier er derfor fortsat pressede.

I 2019 blev der afsat fem millioner kroner årligt til en ansøgningspulje til julehjælp.

Sidste efterår besluttede et flertal i Folketinget at forhøje puljen med 10 millioner kroner og lige op til jul 2022 blev der tilført yderligere 50 millioner kroner, oplyser Mødrehjælpen.

Venstre har tidligere sagt til Ritzau, at partiet vil sætte flere penge af til julehjælp.

Fra de to andre regeringspartier, Socialdemokratiet og Moderaterne, er der dog endnu ikke kommet en klar udmelding.

Også ved hjælpeorganisationen Blå Kors Danmark har rekordmange ansøgt om årets julehjælp. På to uger fik organisationen 12.500 ansøgninger, hvilket var mere end den fik i hele 2022.

/ritzau/

Først publiceret: 20. november 2023
Artiklen er sidst opdateret 20. november 2023 kl. 7:27