Mette fugl: Jeg har kræft
Den tidligere EU-korrespondent for DR er ramt af alvorlig sygdom. Og det gik stærkt med at blive indlagt for Mette Fugl.
Mette Fugl, der tidligere var korrespondent for DR, har siden foråret befundet sig i et kræftforløb.
Det skriver den erfarne journalist i et debatindlæg, som Politiken har bragt.
En dag i marts gik hun til læge med en opsvulmet mave.
Og siden gik det stærk med indlæggelse.
Indlagt med det samme
Efter en tid med problemer med maven og bughulen tog den tidligere korrespondent til sin læge.
“Jeg havde haft det skidt i meget lang tid. Min mave var opsvulmet og skvulpede og gjorde ondt. Det var også, som om tyngdekraften var gået til forrykt angreb på bughulen,” skriver Mette Fugl i sit debatindlæg ifølge Her og Nu.
“Det blev med det samme besluttet at indlægge mig. Spørgsmålet var kun, om der skulle ringes efter ambulance eller taxa. Det blev det sidste. Konklusionen var, at det ville gå hurtigere.”
Vil gerne sige tak
Mette Fugl blev efter turen i taxaen indlagt på Hvidovre Sygehus.
Her fik hun diagnosen kræft i æggestokkene.
Derefter blev Mette Fugl opereret.
Og håbet er intakt hos hende, selvom hun ikke er erklæret kræftfri.
Håbet er også hos Mette Fugl på vegne af sundhedsvæsnet. For undervejs i sit debatindlæg retter den tidligere korrespondent en tak til sundhedspersonalet for behandlingen.
74-årige Mette Fugl er født i Horsens og opvokset i Birkerød. Igennem over 20 år dækkede hun Europa som DR’s EU-korrespondent fra Belgiens hovedstad, Bruxelles.
Hun har en søn, Andreas Fugl Thøgersen der er født i 1972, der er journalist og forfatter.
Først publiceret: 17. november 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. november 2023 kl. 10:47