Efterårsvejret kan bringe nattefrost med sig i denne uge

Der er lagt op til efterårsvejr i hele Danmark i denne uge. Nogle steder kan vejene være glatte om morgenen.

I den kommende uge er det ikke helt usandsynligt, at man skal være lidt ekstra opmærksom, når man sætter sig bag rattet tidligt om morgenen.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) viser prognoserne nemlig, at nattefrosten kan begynde at kigge frem, hvis det altså bliver klart og vindstille nok.

Det fortæller Erik Hansen, som mandag morgen er vagthavende meteorolog ved instituttet.

– Hvis vi får klart vejr i løbet af natten, og det er forholdsvist vindstille, kan temperaturen falde til omkring frysepunktet. Det er mest i de indre dele af landet, siger meteorologen.

Sådan ser forholdene dog ikke ud mandag, hvor det i stedet ser ud til at blive en dag fyldt med byger og blæsevejr, siger Erik Hansen.

Temperaturen kan komme op mellem 9 og 13 grader.

– Tirsdag ser ud, som om den starter med forholdsvist udpræget regn – i hvert fald til den sydøstlige del af landet – og så klarer det ellers op i løbet af dagen, siger han.

– Men med denne her opklaring kommer der også en risiko for nattefrost natten til onsdag. Det bliver den første nat med udbredt nattefrost.

– Det er mest i Midt- og Nordjylland. Måske også Nordsjælland, hvis det kommer. Og det kan jo give glatte veje.

Det klare nattevejr gør, at dagen også starter tørt, men i løbet af onsdag vil det formentlig begynde at regne igen.

– I løbet af eftermiddagen går det galt igen med regn fra sydvest, siger Erik Hansen.

Torsdag skulle gerne mestendels holde tørt, inden det fredag begynder at regne igen.

Noget af regnen skyldes et kraftigt lavtryk, som disse dage bevæger sig mod de britiske øer.

Uvejret er blevet navngivet som Ciarán og kan altså også få indflydelse på det danske vejr, selv om det ikke bliver så slemt her som i Storbritannien.

– Det kommer ikke umiddelbart til at berøre Danmark, men det sender dog en del fronter og byger mod øst, og det ser faktisk ud, som om fredag, lørdag og søndag kan blive ganske våde, siger Erik Hansen.

/ritzau/

Først publiceret: 30. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 30. oktober 2023 kl. 7:18