Usædvanligt syn: De er fuldstændig rundtossede
Pensionist Ea Ewertsen undrer sig over, hvorfor anemoner i hendes have blomstrer nu. Det er usædvanligt, fortæller en gartner og betegner blomsterne som "fuldstændig rundtossede".
Ea Ewertsen spærrede øjnene op, da hun forleden gik sin daglige tur rundt i haven i Kjellerup.
Under et stort bøgetræ bagerst stod nemlig et par blomstrende hvide anemoner.
“Jeg synes, det var underligt. De plejer at blomstre om foråret, så det var da pudsigt. Min mand troede heller ikke på mig, da jeg fortalte ham det,” siger Ea Ewertsen, der er pensionist og passioneret havemenneske.
Hun har boet i huset i Kjellerup i 16 år, og hun har aldrig tidligere set anemoner blomstre midt i oktober.
“Så er de mon sent eller tidligt på den?,” spørger Ea Ewertsen, der synes, at det er så mærkværdigt med de blomstrende anemoner, at hun sendte billeder af dem til TV2 Østjylland.
Oplevet en gang tidligere
Og det er et sjældent syn med hvide, blomstrende anemoner midt i oktober. Det fortæller Jacob Justesen, der er gartner i Botanisk Have og hos Væksthusene, der hører under Science Museerne i Aarhus.
“Det er usædvanligt, og det er sjældent, det sker,” siger Jacob Justesen til TV2 Østjylland.
Når han lige graver lidt i hukommelsen, kan han erindre, at han én gang tidligere har oplevet det.
“Det er anemoner, der er fuldstændig rundtossede,” siger han.
Blomster om foråret
De hvide anemoner blomstrer normalt i foråret, inden der kommer blade på bøgetræerne.
“Når bøgen så lukker til, lukker anemonerne ned og lægger næring i roden til næste år,” siger Jacob Justesen og fortsætter:
“Så der er nogle ting, der fortæller de her anemoner, at det er forår, og så er der nogle enkelte, der er hoppet på det og er kommet op fra jorden.”
Ret mærkværdigt
Der er nok flere forklaringer på, at anemonerne i Ea Ewertsens have – og måske andre steder – er godt og grundigt forvirrede i år, påpeger Jacob Justesen.
“Det, der helt generelt betyder noget for anemoner og danske planter generelt, er temperaturer og lys. Derfor blomstrer anemonerne om foråret ved de tiltagende temperaturer.”
I år har vejret dog været ret usædvanligt, og det er ifølge gartneren en af årsagerne til ‘forvirringen’.
“Jeg har aldrig set et år, som i år. Det har været ret mærkværdigt.”
Grundigt forvirrede
Der er nok flere forklaringer på, at anemonerne i Ea Ewertsens have – og måske andre steder – er godt og grundigt forvirrede i år, påpeger Jacob Justesen.
“Det, der helt generelt betyder noget for anemoner og danske planter generelt, er temperaturer og lys. Derfor blomstrer anemonerne om foråret ved de tiltagende temperaturer.”
I år har vejret dog været ret usædvanligt, og det er ifølge gartneren en af årsagerne til ‘forvirringen’.
“Jeg har aldrig set et år, som i år. Det har været ret mærkværdigt.”
Varmeste september
Med en middeltemperatur på 16,3 grader satte september måned for eksempel ny varmerekord i Danmark.
Dermed er september 2023 ifølge DMI den varmeste, siden målingerne begyndte i 1874.
“Planterne i Danmark er tilpasset vores klima. Når vejret så er så usædvanligt, som det har været i år med et varmt og tørt forår, en våd og kølig sommer, og så en varm sensommer, så kan vejret på den måde være medvirkende til, at de her anemoner for eksempel blomstrer uden for sæson,” siger Jacob Justesen.
Først publiceret: 17. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 16. oktober 2023 kl. 15:16