Voldsomt styrt: Flere knogler er brækket

Konditor Markus Grigo, der netop nu kan ses som dommer i "Den store bagedyst", tilskriver sin cykelhjelm, at det trods alt ikke gik mere galt, da han styrtede.

"Der er ikke noget med at danse og fodbold det næste stykke tid," lyder det fra Markus Grigo, som her ses sammen med Tim Vladimir. Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

Et voldsomt styrt med 45 kilometer i timen på elcykel har kostet bagedystdommeren Markus Grigo tre brækkede ribben og to brud på hoften.

Det oplyser den kendte konditor i en video og et længere skriftligt opslag på Instagram.

“Ja, jeg havde hjelm på, og det reddede mig, for jeg slog mit hoved virkelig hårdt. Så hvis jeg er mærkelig det næste stykke tid, så ved I hvorfor,” siger Markus Grigo i en video delt fra hospitalsstuen.

Fik fem brud

Efter ulykken kom Markus Grigo ind på akutmodtagelsen.

Der var mennesker overalt omkring ham, og det virkede voldsomt, beskriver han situationen.

Markus Grigo er blevet skannet, og trods fem brud er ingen af dem heldigvis operationskrævende.

Men han skal naturligvis tage den med ro.

“Der er ikke noget med dans og fodbold det næste stykke tid,” siger Markus Grigo videre i videoen og fortæller, at han har lidt ondt.

Trods bruddene kunne ulykken være endt langt værre, end den trods alt gjorde.

“Så husk cykelhjelm – og husk bagedysten på lørdag. Tschüss,” afslutter den tyskfødte kageconnaisseur sit opslag.

Først publiceret: 8. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 6. oktober 2023 kl. 13:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

og