Oh Land vender tilbage som dommer i X Factor

"X Factor" har nu lavet udskiftning blandt dommerne og på værtspladsen forud for den nye sæson.

Det er et velkendt ansigt, der bliver en del af den kommende sæson af underholdningsprogrammet “X Factor”.

Sangeren Oh Land vender tilbage for at blive en del af dommertrioen, der i forvejen tæller Simon Kvamm og Thomas Blachmann.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør på TV 2, kalder det “en meget stærk dommertrio”.

– De har alle tre vundet “X Factor” med hver deres deltager, så det er virkelig tre yderst kompetente, stilsikre og dybt musikalske dommere, der kan talentudvikle og skabe store momenter med deres deltagere, siger hun i meddelelsen.

Oh Land tog senest en tørn som dommer i “X Factor” fra 2019-2021.

Hun tager nu over efter Kwamie Liv, som har været en del af dommerpanelet de seneste to år.

De danske tv-seere skal i det hele taget vænne sig til nye ansigter i det populære sangprogram.

Den mangeårige vært Sofie Linde erstattes af P3-værten Maria Fantino, som skal styre slagets gang i 2024.

Den 28-årige tv-personlighed har siden 2018 været en del af værtsduoen bag podcasten “Curlingklubben” og også været en del af underholdningsprogrammet “Fantino mod Bonde” på DR.

– Jeg er vokset op med ‘X Factor’ og har drømt om en dag selv at få lov til at stå som vært på programmet og være en del af den kæmpe maskine, som “X Factor” er, sagde Maria Fantino, da det i juli blev offentliggjort, at hun skulle være ny “X Factor”-vært.

Underholdningsprogrammet er skabt af den engelske producer og talentspejder Simon Cowell.

Det blev første gang sendt i Danmark i 2008 på DR1. Efter DR at lukkede programmet i 2018, gik TV 2 i dialog med Simon Cowell og overtog programmet.

Optagelserne til den nye sæson går i gang i løbet af efteråret.

De første castinger, som ikke er sendt på tv, startede 10. august i Aarhus.

/ritzau/

Først publiceret: 30. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 30. august 2023 kl. 14:42