Dagblade efter Zelenskyjs besøg: Dansk støtte indebærer en risiko
Danmarks donation af F-16-fly til Ukraine er en risikabel, men nødvendig beslutning, mener lederskribenter.
Der herskede ingen tvivl om Danmarks opbakning til Ukraine, da landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, mandag trådte ud på hovedtrappen foran Christiansborg og talte foran tusindvis af fremmødte danskere.
Både folkeligt og politisk har Danmark vist sig som en af Ukraines stærke støtter. Men det er en position, som indebærer en risiko, påpeger flere af de største dagblades lederskribenter i tirsdagens aviser.
Det gælder særligt, efter at Danmark har besluttet at donere F-16-kampfly.
Ifølge Jyllands-Postens lederskribent skiller Danmark sig ud internationalt “ved at præstere en så udbredt folkelig og politisk opbakning til Ukraine”.
– Danskernes støtte er monumental, og regeringens beslutning om at donere F-16-kampfly er historisk også på den måde, at vi står ved den alene, sammen med Holland. Vi gemmer os ikke bag USA’s brede ryg, skriver Jyllands-Postens lederskribent, hvis navn ikke angives.
Også hos Kristeligt Dagblad fremhæver man på lederpladsen Danmarks donation af F-16-kampfly til Ukraine. Med donationen kaster Danmark endegyldigt arven fra samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig af sig, mener avisens udlandsredaktør, Sidsel Nyholm.
– Planen er, at F-16-flyene udelukkende skal bruges over ukrainsk kontrolleret territorium, skriver Sidsel Nyholm.
– Men hvis et dansk doneret fly kommer til at spille en rolle i eksempelvis et angreb på russisk territorium, så vil russerne huske, hvor flyet kom fra. Det er en risiko, som Danmark gør ret i at være villig til at tage.
Børsens chefredaktør, Niels Lunde, er enig i, at det er forbundet med en væsentlig risiko, at sende F-16-fly til Ukraine.
– Det er en stor beslutning, som den danske regering har taget. Det er også en risikabel beslutning.
– Ingen ved rigtigt, hvor præsident Putins såkaldte røde linje går, og hvordan en presset Putin vil reagere, i takt med at Vestens militære bidrag til Ukraines krigsindsats vokser, skriver Niels Lunde i Børsens leder.
Den russiske præsidents såkaldte “røde linjer” bliver også nævnt af Berlingskes lederskribent, som ikke mener, at Vesten bør afholde sig fra at hjælpe Ukraine af frygt for at provokere Rusland.
Frygten for at overtræde Putins røde linjer har netop været medvirkende til, at Vesten har spildt et år på at vente med at love F-16-fly til Ukraine, påpeger lederskribenten, som ikke optræder med navn.
– På den måde viser debatten om F-16-flyene, hvor meget vi har ladet os terrorisere af forestillinger om Putins “røde linjer” i krigen.
– Det er på tide, at vi ryster os ud af den tænkning og objektivt ser på, hvad ukrainerne har brug for, hvis de skal vinde krigen, står der i lederen.
Politiken og chefredaktør Christian Jensen har på sin lederplads i anledning af Volodymyr Zelenskyjs besøg i Danmark valgt at fokusere på den ukrainske præsident og hans betydning for Ukraine og Vesten.
Christian Jensen beskriver Zelenskyj som manden, der det sidste halvandet år “har taget hele Vestens frihedskamp på sine skuldre”.
– Betyder det, at Volodymyr Zelenskyj står som en søjle af renskurede demokratiske idealer? Slet ikke, skriver Politikens chefredaktør.
Han henviser til, at Ukraine har “kolossale problemer” med korruption og med at opretholde basale retsstatsprincipper.
Alligevel er der god grund til at glæde sig over, at det var Zelenskyj, der sad i præsidentkontoret, da Ukraine blev invaderet af Rusland.
– For Zelenskyj har i det seneste halvandet år vist sig at have både personlig stamina og politisk styrke til at påtage sig ansvaret og udfylde rollen som vor tids vigtigste politiske skikkelse og statsleder, skriver Christian Jensen.
/ritzau/
Først publiceret: 22. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 22. august 2023 kl. 7:22