Kommunernes p-indtægter var på over en milliard kroner i 2022

Københavns Kommune havde i 2022 parkeringsindtægter for knap 650 millioner kroner ifølge FDM.

Danmarks kommuner havde parkeringsindtægter for over en milliard kroner sidste år.

Det viser FDM’s årlige parkeringsundersøgelse.

Helt præcist brugte bilister sidste år i alt 1.042.861.130 kroner på betalingsparkering, beboerlicenser og parkeringsafgifter.

755 millioner kroner stammer fra betalingsparkering og beboerlicenser, mens omkring 287 millioner kroner er fra parkeringsafgifter.

FDM er en forening, der varetager bilisternes interesser.

Siden FDM begyndte at opgøre kommunernes parkeringsindtægter i 2014, er beløbet steget med 257 millioner kroner eller knap 33 procent.

– Kommunernes p-indtægter er kun gået én vej, og det er op. Så det har kun været et spørgsmål om tid, før de ville runde en milliard kroner. Det er rasende mange penge, siger Dennis Lange, der er chefkonsulent i FDM.

– Alligevel har kommunerne forsømt at investere i tilstrækkelig grad i bedre parkeringsfaciliteter. Ikke mindst i hovedstaden, hvor der i flere brokvarterer er færre p-pladser, end der udstedes beboerlicenser.

Og Københavns Kommune er da også den, der har flest parkeringsindtægter. Knap 650 millioner kroner havde kommunen i 2022 i indtægter fra parkering.

Andre befolkningsrige kommuner som Aarhus, Frederiksberg, Aalborg og Odense er også blandt de kommuner, der har haft de højeste parkeringsindtægter.

Halvdelen af indtægterne fra parkeringsafgifterne skal afleveres til staten.

For indtægterne fra betalingsparkering sker en modregning i kommunernes bloktilskud på alt over 320 kroner per indbygger i kommunen.

Det er kun København og Frederiksberg, der modregnes, som det ser ud i dag.

– Om pengene går i kommunekassen eller statskassen gør i praksis ingen forskel for den enkelte bilist.

– FDM så dog gerne, at p-indtægterne generelt blev øremærket til gavn for bilisterne i form af flere og bedre parkeringsfaciliteter og ikke som i dag, hvor de går til alt muligt andet, siger Dennis Lange.

/ritzau/

Først publiceret: 21. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 21. august 2023 kl. 7:18