Regeringen har ingen tidshorisont for forslag mod koranafbrænding

Der er ikke et skræddersyet forslag klar, siger justitsminister. Spørgsmålet rummer mange dilemmaer.

At finde et juridisk værktøj, der kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader, rummer juridiske og politiske dilemmaer.

Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) efter en briefing af Folketingets udenrigsordførere mandag formiddag.

Her møder han pressen sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og den fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V).

Der ligger ikke et skræddersyet forslag klar, lyder det fra Hummelgaard. Og han ved ikke, hvornår det er klar.

– Jeg har ikke noget tidsperspektiv for, hvor lang tid det tager at gøre det her arbejde færdig. Partierne bliver forelagt, hvad vi når frem til.

– Det bliver så konkret, som vi juridisk mener, det kan holde. Derfor kan jeg ikke være præcis om det, for vi har ikke et skræddersyet forslag.

Regeringen agter ikke at genindføre blasfemiparagraffen, som blev fjernet i 2017. Den gjorde det ulovligt at brænde religiøse skrifter som for eksempel Bibelen og Koranen.

Men, siger Peter Hummelgaard mandag:

– Regeringens initiativ her henset til danskernes sikkerhed og den udenrigspolitiske situation skal man måske mest af alt se som en korrektion af den meget brede udvidelse af ytringsfriheden, som man foretog i 2017, da man afskaffede blasfemiparagraffen, lyder det.

Koranafbrændinger i både Danmark og Sverige har vakt vrede i mange mellemøstlige lande.

Mandag eftermiddag møder Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) til et ekstraordinært møde om afbrændingerne.

Organisationen har 57 medlemslande. OIC beskriver sig selv som verdens næststørste organisation – kun overgået af FN – og som den muslimske verdens samlede stemme.

Lars Løkke Rasmussen slår efter briefingen fast, at det ikke er “i overensstemmelse med Danmarks mulighed for at vedtage vores interesser ude i verden, hvis ikke vi finder en metode til at kunne komme fri af det, vi har set”.

Han siger også, at det er med vilje, at omverdenen bliver involveret i nogle “meget tidlige processer i regeringen”.

– Regeringen har valgt at forsøge at løse et problem, inden det vokser os over hovedet. Det gør så, at vi ikke kan præsentere den færdige løsning.

– Men vi arbejder med det, og det bidrager forhåbentlig til, at problemerne ikke eskalerer, siger Løkke.

/ritzau/

Først publiceret: 31. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret 31. juli 2023 kl. 14:36