Væk med modregning i pension: Hvornår bliver det vedtaget?

Mange seniorer er usikre på, hvornår reglerne om modregning i pensionen bliver fjernet - som lovet af politikerne. Og hvornår det bliver vedtaget. Her er svaret.

Det forventes, at afskaffelsen af modregning i folkepensionen for egen arbejdsindtægt bliver vedtaget i Folketinget 1. juni.

Det står rimeligt klippefast, at modregningen af egen arbejdsindtægt i folkepensionen bliver fjernet – det har regeringen og dermed et Folketingsflertal lovet – og besluttet.

Og at det skal gælde med tilbagevirkende kraft for alle folkepensionister, der arbejder, og gælde fra 1. januar i år – altså 2023. Det står også mejslet i sten.

Men SeniorNews’ nyhedsbrev får fortsat masser af mails fra bekymrede folkepensionister, der arbejder – og som ikke har læst eller hørt noget om, at lovforslaget er vedtaget.

Og det er kan vi bekræfte: Lovforslaget er ikke vedtaget.

Men det bliver det med allerstørste sandsynlighed om ikke så længe: Nemlig 1. juni.

50.000 får glæde af forslaget

Her er lovforslaget  – der har betegnelsen L 117  – nemlig til 3. og dermed sidste behandling i Folketinget.

Lovforslaget betyder, at modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg af egen arbejdsindtægt afskaffes. Det forventes, at 50.000 personer vil få glæde af de nye regler.

Forslaget vil have virkning fra januar 2024, men med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.

Lovforslaget er sat på dagsorden til 2. behandling 30. maj og til 3. behandling 1. juni.

Først publiceret: 31. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 31. maj 2023 kl. 14:01

Se, hvad vi ellers skriver om:

og