Nørregade-bager laver 500 kilo tung brunsviger formet som Storebælt

Storebæltsbroen fylder 25 år. Det fejres med 500 kilo tung brunsviger. 14 bagerier er gået sammen om opgaven.

Der bor en bager på Nørregade – i Ejby på Fyn – og han skal med 13 andre fynske bagere stå i spidsen for at bage en 500 kilo tung brunsviger.

Formet som Storebæltsbroen.

Det skriver TV 2 Fyn.

Det sker i forbindelse med broens 25 års jubilæum, der bliver fejret 10. juni med et løb over Storebælt.

– Fynske håndværksbagere kan naturligvis løfte en brunsvigeropgave bedre end alle andre. Med stolthed. Og vi har lagt en plan, siger Claus Hedegaard, indehaver af Ejby Bageri og tovholder på projektet, til TV 2 Fyn.

Fejringen af Storebæltsbroen starter med et løb på cirka 21 kilometer over broen klokken 16:30 og slutter med et stykke brunsviger fra den gigantiske kage.

De 14 bagerier mødes om morgenen for at sætte de forskellige dele af brunsvigeren sammen.

Til de nysgerrige har TV 2 Fyn delt opskriften på en 500 kilo tung brunsviger, hvis man en dag skulle se sig fristet.

Til den klassiske brune remonce, der karakteriserer brunsvigeren, skal der intet mindre end 45 kilo smør til.

Derudover lyder opskriften på 12 kilo margarine, 22 kilo kagecreme og 115 kilo brun farin.

Til brunsvigerbunden skal der bruges 160 kilo mel, 10 kilo gær, 15 kilo sukker, 7,5 kilo smør, 15 kilo fedtstof og 650 æg.

Da Storebæltsbroen åbnede tilbage i 1998, blev det fejret med et løb over broen.

Og det samme skal gøre sig gældende i år ved fejringen. 10.000 deltagere får lov at krydse broen i løbet fra Knudshoved på Fyn til Korsør på Sjælland.

Alle 10.000 billetter til løbet er udsolgt, fremgår det af broløbets hjemmeside.

/ritzau/

Først publiceret: 31. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 1. juni 2023 kl. 7:07