Superfood: Derfor bør du spise (mere) tang
Tang er ikke bare noget, som ligger på stranden og lugter fælt, men en vigtig spise med et stort sundhedspotentiale.
Spiser du tang? Hvis ikke, er det bare med at komme i gang.
For sammensætningen af de forskellige næringsstoffer i tang gør det til noget nær idealet for menneskeføde, skriver professor Ole G. Mouritsen på videnskab.dk.
Selvom tang kun indeholder 2-5 % fedtstof, er det interessante, at der er en overvægt af essentielle fedtsyrer, herisær omega-3 og omega-6 fedtsyrerne.
Den vestlige kost indeholder for meget mættet fedtstof og for lidt af de essentielle fedtsyrer, som vores krop ikke eller kun i meget begrænset omfang selv kan producere.
Ubalancen fører til sygdomme
Hvis der er en ubalance mellem omega-3 og omega-6 fedtsyrer, kan det være medvirkende til mange af de livsstilssygdomme, som vi plages af, især hjerte-karsygdomme, fedme, diabetes 2 og kræft.
Vi spiser nemlig typisk mindst ti gange for meget omega-6 i forhold til omega-3.
Omega-6 får vi især fra planteføde som sojabønner og forskellige planteolier, f.eks. fra majs og solsikke. Omega-3 kommer især fra havet, altså fisk, skaldyr og alger.
Det interessante er, at også for fisk er omega-3 fedtstofferne essentielle fedtsyrer. Fiskene kan heller ikke selv producere dem.
De må også tage dem fra deres kost, dvs. længere nede fra i fødenetværket, hvor vi møder algerne. Det er alger og dermed også tang, som er hovedkilden til de essentielle omega-3 fedtsyrer, som vi bedst kender fra fiskeolie som kosttilskud.
Mere om tangs fordele
- Indholdet af jod kan være meget højt i brune tangarter, især bladtang. Jod er vigtig for skjoldbruskkirtlens hormonale funktion.
- Tang har et stort indhold af vigtige mineraler (f.eks. jern, calcium, phosfor, magnesium), typisk i mængder, der er ti gange større end hos planter, f.eks. mere jern end i spinat og mere calcium end i mælk.
- Tang er desuden en fantastisk proteinfabrik, f.eks. kan tangarten porphyra årligt producere meget mere protein end sojabønner og kødkvæg.
- Tang er også rig på vigtige vitaminer (A, B, C, E). Porphyra indeholder f.eks. ti gange så meget A-vitamin som spinat og fire gange så meget C-vitamin.
Først publiceret: 11. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 11. maj 2023 kl. 9:01