60-årig mand død efter kollision med lastbil nær Ølstykke
En 60-årig mand menes at være død på stedet, efter at han natten til onsdag kørte ind i bagenden af lastbil.
En 60-årig mand har natten til onsdag mistet livet i et færdselsuheld på Roskildevej i nærheden af Ølstykke.
Det oplyser Christian Marcussen, som er vagtchef ved Nordsjællands Politi.
Christian Marcussen fortæller, at politiet fik anmeldelsen klokken 01.34. Det var føreren af en lastbil, som henvendte sig til vagtcentralen.
– Det, vi umiddelbart har fundet ud af, er, at den her herre påkører en parkeret lastbil. Og anmeldelsen kommer ind via chaufføren fra den lastbil, siger vagtchefen.
Politiet formoder, at den 60-årige mand er død på stedet. Bilen var trykket sammen på stedet. Nærmere undersøgelser skal stadig fastslå det præcise hændelsesforløb.
Politiet oplyser, at mandens pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/
Først publiceret: 3. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 3. maj 2023 kl. 7:13