Politichef forstår Emilie Mengs families frustration over politiet

Bistandsadvokat for Emilie Mengs pårørende siger, at det har stor betydning, at politiet har indrømmet fejl.

Også de pårørende til den dræbte gymnasieelev Emilie Meng er i fokus ved det pressemøde, hvor politiet onsdag oplyser, at der efter mere end seks år endelig er rejst sigtelse i sagen.

Politiinspektør Kim Kliver taler om de efterladtes sorg og frustration.

På pressemødet bliver han spurgt, om Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har gjort det godt nok.

– Det er svært at sige. Den del evaluerer vi. Så har jeg også meget fokus på, at der er en pårørende-familie, som har lidt, fordi vi ikke har kunnet anholde en gerningsmand. Den frustration har jeg stor forståelse for, siger Kim Kliver.

Emilie Meng forsvandt fra Korsør i juli 2016. Nogle måneder senere blev liget af pigen fundet i en sø nær Borup.

Men i flere år har politiet altså været ude af stand til at identificere en mulig gerningsmand.

Undervejs har politiet erkendt, at der blev begået fejl i den indledende fase af efterforskningen efter Emilie Mengs forsvinden. Hun blev 17 år.

Advokat Mai-Brit Storm Thygesen er bistandsadvokat for moren.

Til TV 2 News siger advokaten onsdag, at der er lettelse hos familien.

– Det betyder meget, at politiet har indrømmet fejl i efterforskningen, siger hun.

Advokaten har taget flere initiativer i årenes løb. Således holdt familien møde med den daværende justitsminister Søren Pape (K) i 2018.

Og da advokaten derefter holdt møde med blandt andet de øverste chefer i anklagemyndigheden og rigspolitiet, blev der nedsat en særlig efterforskningsgruppe.

Men gruppens arbejde førte ikke umiddelbart til et gennembrud.

Det kom først i forbindelse med forbrydelsen mod en anden pige lørdag 15. april på Vestsjælland.

Den 13-årige blev overfaldet og bortført, mens hun cyklede rundt på sin avisrute sydøst for Slagelse. Hun blev befriet af politiet efter cirka 27 timer.

I et retsmøde 17. april har den 32-årige mand erkendt sig delvist skyldig i de sigtelser, som politiet har rejst imod ham.

Men i sagen om Emilie Meng nægter han sig skyldig, oplyser hans forsvarer, advokat Karina Schou, til Ritzau.

Politiets sigtelser i sagen fra 2016 drejer sig om frihedsberøvelse, voldtægt og drab.

Desuden har politiet en mistanke om, at den 32-årige stod bag et overfald på en pige i Sorø i november sidste år. Hun gjorde dog modstand og kom fri.

/ritzau/

Først publiceret: 26. april 2023
Artiklen er sidst opdateret 26. april 2023 kl. 15:12