Sådan hjælper du med kontakten til dine pårørende

Ved at opdatere oplysninger om pårørende i dit stamkort gør du det nemmere for sundhedsvæsenet at kontakte de rette personer, hvis der sker dig noget.

Ansatte i sundhedsvæsenet bruger meget tid på at få kontakt med pårørende. Men nu har over 650.000 danskere opdaterede kontaktoplysninger.

Når uheldet er ude, har man særligt brug for sine nærmeste. Men de kan være svære at finde for sundhedspersonalet på hospitaler og i kommuner.

For de kender ikke din mands, kones eller bedste vens telefonnummer. Eller rettere; Det gør de kun, hvis du har oplyst det på forhånd.

For at løse det problem er en lang række aktører i sundhedsvæsenet gået sammen om at lave én fælles løsning, hvor de deler informationer om, hvem du ønsker de skal tage fat i, hvis der er sket dig noget.

Det, du kan gøre, er at gå ind på sundhed.dk og opdatere oplysninger om dig og dine pårørende på ”dit stamkort”.

Ud over på hospitalerne og hos praktiserende læger og speciallæger kan oplysningerne i stamkortet også bruges af kommunerne, når for eksempel hjemmeplejen har brug for at kontakte borgere eller pårørende.

Det kan du med Stamkort

Det er ikke kun oplysninger om pårørende, du selv kan opdatere i dit stamkort. Du kan fx opdatere dit stamkort med:

  • Dit telefonnummer
  • Dine pårørende
  • Midlertidig adresse
  • Dit foretrukne sprog
  • Oplysninger om din tandlæge

Opdatér dit stamkort på sundhed.dk/stamkort.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen 

Først publiceret: 19. april 2023
Artiklen er sidst opdateret 19. april 2023 kl. 12:34

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og