Jens Rohde bliver tv-vært på dk4
Europaparlamentarikerne Niels Fuglsang (S) og Nikolaj Villumsen (EL) er de første gæster i Rohdes program.

Tidligere folketingspolitiker Jens Rohde bliver vært på tv-stationen dk4.
Det skriver netmediet Altinget, som har modtaget en pressemeddelelse fra dk4.
Rohde bliver vært for programmet “EU-debatten”. Programmet, som handler om “aktuelle EU-temaer”, sendes første gang mandag klokken 23.05.
Niels Fuglsang (S) og Nikolaj Villumsen (EL), som begge sidder i EU-Parlamentet, er de første gæster i Rohdes program.

Tilbage i Venstre
Rohde har over flere omgange siddet i Folketinget. Her har han repræsenteret både Venstre, De Radikale og Kristendemokraterne. Han har også siddet i EU-Parlamentet fra 2009-2019.
Efter otte års fravær meddelte Rohde i sidste måned, at han er tilbage som medlem af Venstre.
I 2015 forlod Rohde Venstre i højlydt protest mod partiets asylpolitik og skepsis over for EU. Han meldte sig ind hos De Radikale, inden han i 2021 skiftede til Kristendemokraterne.
Klimapolitikken og MeToo-debatten var årsagerne til, at Rohde forlod De Radikale, mens uenigheder om retten til abort og homoseksuelles rettigheder fik skylden for Rohdes farvel til Kristendemokraterne.
Har flere politiker som tv-værter
Rohde udelukker, at han nogensinde skal i Folketinget igen eller skal være borgmesterkandidat i Viborg.
“Måske kunne jeg engang overveje noget europapolitik, men slet ikke nu,” sagde Rohde til Viborg Folkeblad i sidste måned.
Rohde er ikke den eneste med erfaring fra toppolitik, som har et program på dk4.
Eksempelvis har eksminister for Venstre Bertel Haarder programmet “Bertel &”. Desuden er Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, værter for programmet “Mai, Morten og oppositionen”.

Først publiceret: 6. april 2023
Artiklen er sidst opdateret 5. april 2023 kl. 12:59