Nu er det sket for dronningen
Efter en stor rygoperation 22. februar er dronning Margrethe torsdag blevet udskrevet fra hospitalet.
Dronningen Margrethe er torsdag blevet udskrevet fra Rigshospitalet i København efter en veloverstået rygoperation for otte dage siden.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Dronningen opholder sig på Amalienborg. I den kommende tid venter der dronningen et længere genoptræningsforløb. Det kommer formentlig til at tage et par måneder, lyder vurderingen.
Derfor vil kronprins Frederik indtil videre fortsat være regent og klare de pligter, dronningen normalt varetager.
Dronningen takker
Det lægefaglige team med ansvar for operationen og den efterfølgende indlæggelse er “tilfreds med forløbet og med dronningens tilstand”, skriver kongehuset.
Også dronning Margrethe er tilfreds med forløbet.
“Dronningen udtrykker sin store taknemmelighed over den professionelle og gode behandling, som dronningen har modtaget under indlæggelsen på Rigshospitalet,” lyder det i meddelelsen.
Rygoperationen 22. februar er dronningens anden operation i ryggen.
Kongehuset har ikke meldt ud, hvad dronningen konkret er blevet opereret for denne gang.
Men da hun i 2003 blev opereret i ryggen sidste gang, var det lidelsen spinalstenose, hun blev opereret for.
Ramt af spinalstenose
Professor emeritus i rygsygdomme Tom Bendix har tidligere sagt til Ritzau, at det er sandsynligt, at det også er spinalstenose denne gang.
Nogle får nemlig endnu en operation for spinalstenose 10-20 år efter deres første operation.
“Når man opererer første gang, dannes der arvæv, der hvor man har opereret. Der er forskellige ting, der holder sammen på det hele, som man ødelægger ved operation.”
“Og når man så ødelægger det to gange, kan der komme forskellige komplikationer. Eksempelvis dårligere funktion i de forskellige led ryggen består af. Men det kan være rimeligt at operere anden gang, hvis symptomerne indicerer det,” siger han.
Spinalstenose er afklemning af rygmarvskanalen og nerverødderne i lænderyggen. Det er en relativ hyppig tilstand hos personer over 60 år ifølge sundhed.dk.
Tilstanden medfører hos de fleste, at smerter gradvist tiltager i den lave lænderyg og giver tyngdefornemmelse og smerter i benene.
Det er dog ikke hos alle, at symptomerne giver anledning til operation. Specielt hvis smerterne ned i benene er slemme, vælger man ofte operation, siger Tom Bendix.
Først publiceret: 2. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 2. marts 2023 kl. 9:31