Raquel Welch er død

Raquel Welch blev verdensberømt for sin rolle i "Kæmpeøglernes kamp". Hun er onsdag død, 82 år.

Foto: Supplied By tal Pictures/Capital Pictures/Ritzau Scanpix

Den amerikanske skuespiller Raquel Welch er død, 82 år.

Det oplyser hendes manager ifølge nyhedsbureauet AFP.

Raquel Welch var et stort Hollywood-ikon i 1960’erne og 1970’erne, hvor en filmplakat blandt andet var med til at gøre hende verdensberømt.

Ifølge kulturmediet TMZ døde hun tidligt onsdag efter kort tids sygdom.

Ikonisk filmplakat

Welchs status som ikon kom, efter at hun var med i filmen “Kæmpeøglernes kamp” fra 1966 i de første år af sin karriere.

Her spillede hun en huledame og var derfor iklædt en pelsbikini i scenerne, hvilket der blev taget billeder af til filmens plakat.

Den plakat blev hurtigt berømt. I nyere tid vil nogle måske også huske plakaten for at spille en rolle i filmen “En verden udenfor” fra 1994.

Det var dog ikke kun plakaten, der blev verdenskendt. Det gjorde også den dengang 26-årige aspirerende skuespiller.

“De fleste husker mig bedre for plakaten med pelsbikinien end noget andet. Hvilket virker helt skørt på mig. Det skete så hurtigt.”

“Efter at det billede blev taget, fløj jeg til Heathrow, og så snart jeg var kommet af flyet, vidste jeg, at alt var ændret. Alle vidste pludselig, hvem jeg var,” fortalte hun i et interview med magasinet Men’s Health i 2012.

Sexsymbol

Samme magasin kårede hende i 2020 som et af de største sexsymboler nogensinde. Hun var placeret som nummer to på listen foran blandt andre Marilyn Monroe og kun overgået af skuespillerkollegaen Jennifer Aniston.

I interviewet fra 2012 beskrev hun blandt andet, at det var svært at slå igennem som skuespiller netop på grund af mærkatet som sexsymbol.

Men Welch lykkedes i løbet af karrieren også med at blive hyldet professionelt – og ikke kun for sit udseende.

Hun vandt blandt andet en Golden Globe i kategorien Bedste Kvindelige Skuespiller i 1975 for sin rolle i filmen “De Tre Musketerer”.

Ud over sine mange filmroller medvirkede hun i en over 50 år lang karriere også i tv-serier og teaterstykker og udgav en sang og skrev to bøger.

Privat var hun gift fire gange og fik to børn.

Først publiceret: 16. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret 16. februar 2023 kl. 7:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og