Inflationshjælp til købmænd skal redde små lokalsamfund
75 millioner kroner i inflationshjælp kan få stor betydning for lokale købmænd, siger brancheorganisation.
Regeringen har øremærket 75 millioner kroner til at redde mindre købmænd og andre energiudsatte fødevareforretninger i små byer.
Det fremgår af regeringens inflationspakke, som blev præsenteret fredag.
– Det kan få stor betydning for købmændene i nærområderne, siger Jannick Nytoft, som er administrerende direktør i brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd.
– Vi har ventet længe og glæder os over, at et stort flertal i folketinget har lyttet og nu kommer med et udspil til de mest trængte købmænd i de mindre bysamfund.
For inflationen og de stigende energipriser har gjort ondt på de mindre købmænd, som har kæmpet for at holde sig oven vande.
Allerede sidste år skreg de mindre købmænd på den hjælp, som kommer nu.
– Det havde været perfekt, hvis det var kommet sidste år, siger Jannick Nytoft.
– Det er derfor, vi glæder os over, at udspillet kommer nu. Derfor håber vi, at hjælpepakken bliver implementeret hurtigt, så den kan gøre en forskel, og vi kan undgå lukninger i særligt de mindre lokalsamfund.
Hvor meget, hver enkelt købmand kan se frem til at få af pakken, kommer an på, hvordan det besluttes, hvem som skal have støtten.
Ifølge Jannick Nytoft vil det først og fremmest være købmænd i mindre bysamfund. Byer som kun har én lokal købmand.
– Det vil typisk være købmænd med en ikke kæmpestor omsætning. Men det er også noget af det, som der skal kigges på, hvordan man laver den helt præcise afgrænsning, siger han.
Det fremgår ikke af inflationshjælpen, hvor mange købmænd, som skal have hjælp.
Hvis det drejer sig om købmænd i byer med under 1000 indbyggere, vil 350 købmænd få en bid af den 75 millioner kroner store kage.
Selv om hjælpen er sat af til købmændene, kommer hjælpen til at gavne hele lokalsamfundet.
– Det her vil være målrettet hjælp til trængte lokalsamfund rundt omkring, hvor det kan gøre forskellen, om der overhovedet er en butik eller ej, som overlever, siger Jannick Nytoft.
Ud over de 75 millioner kroner vil det være muligt for de mindre købmænd at udskyde betalingen for A-skat og AM-bidrag.
/ritzau/
Først publiceret: 13. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. februar 2023 kl. 14:35