Tv-udbyder sætter prisen markant op
Om få måneder skal kunderne hos Stofa og Norlys finde flere penge frem, når regningen kommer.
Der venter en forhøjet regning til danskere med abonnement hos Stofa og Norlys.
Det skriver Berlingske.
Fra 1. april bliver priserne nemlig hævet. Det sker dog ikke på den lille tv-pakke.
Største prisstigning nogensinde
Hos Stofa vil mellempakken stige med 60 kroner om måneden eller 720 kroner om året.
Samtidig stiger den store tv-pakke med hele 150 kroner hver måned eller 1.800 kroner mere om året.
Der er tale om den største prisstigning nogensinde på en tv-pakke, skriver avisen.
Prisforhøjelsen betyder også, at Stofas mellempakke stiger fra 469 til 529 kroner om måneden.
Prisen hos Norlys stiger også
Norlys sætter prisen på Vælg 8-pakken, som svarer til en mellempakke, op med 30 kroner, fra 439 kroner til 469 kroner.
Vælg Alt-pakken, som matcher den store tv-pakke, stiger fra 629 til 729 kroner om måneden.
Hos begge selskaber bliver prisen på den lille tv-pakke ikke ændret.
Først publiceret: 11. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret 10. februar 2023 kl. 13:56